Længere fremme i bladet stod, at både Brøndbys og OBs trænere var fint tilfredse med 0-0 i kampen i søndags den 6. november. Her var ingen kritik, selvom trænernes tilfredshed da er langt mere forargeligt  og overraskende end gymnasieelevernes ladhed.

Dels får trænernes væsentlig mere i løn for at skabe resultater. Dels er trænerne voksne. Så ved man bedre.

Barn af breddeidræt
Da jeg gik på HF, var min ambition at nå “over middel”, så jeg bar stolt min hat med et snit på 8,1. Altså 0,1 over middel.

Jeg er barn af breddeidræt, daginstitutioner og højskolekultur, og jeg troede faktisk, at hele livet handlede om “at være med”. Da jeg blev lidt mere voksen, kæmpede jeg først for at komme ind  på journalistuddannelsen, og endnu senere skrev jeg jobansøgninger, så det  fløjtede.

Det var der, jeg opdagede, at man ikke modtager noget diplom for deltagelse alene. Hvis du vinder, kommer du ind på dit drømmestudie og får job, når du er færdig.

Det er det, det gælder om, når man er professionel og voksen. Eneste undtagelse er, når man ved, at man tabte til “nogen, der er bedre end dig selv”.

Så: Hvis OB og Brøndby havde tabt eller spillet lige op med Barcelona, havde det været fint tilfredsstillende. 0-0 til hinanden er spild af tid. Ingen modtager diplomer for deltagelse alene.

Vær med i hverdagen
Skal vi så kæmpe for at vinde hele tiden? Nej sgu’. I  mit liv gælder hverdagen bare om at være med. Jeg nyder fritiden, tager lidt opvask og giver mig selv og min familie et lille imaginært deltagerdiplom, hver gang vi har overstået en lidt kaotisk morgen eller spist os igennem et halvhjertet måltid aftensmad.

Men hvad med gymnasieeleverne?
Men er gymnasieeleverne så unge, at det er okay, bare de er med? Eller er gymnasiet et så professionelt studie, at de må knokle for gode karakterer, og kun tabe til dem, der er bedre end dem selv?

Så længe vi ikke giver dem resultatløn, kan vi ikke tvinge dem til at gøre deres bedste. Kun håbe på at de ved, hvad de drømmer om og hvilken gymnasieeksamen, det kræver. Jeg kunne heller ikke tvinges til mere, da jeg arbejdede målrettet frem mod “over middel”.

I stedet er der en regel i gymnasiet mod for meget fravær. I den ligger jo netop, at det handler om at være med og ikke om at vinde.

Præcis samme fokus på deltagelse har vi, når vi taler om, at børn skal være glade for at gå i skole, så måske skulle vi tage stilling. Skal børn være glade for at gå i skole eller glade for at lære?

Til gengæld er der ikke noget at rafle om for Brøndby og OB. I professionel fodbold handler det altså om at vinde.

“Nej. Avocado”, sagde jeg. Så hun prøvede igen – og med ligeså tydelig udtale: ”Æbleka-do”.

I dag har hun fødselsdag, og dagen har på en gang vist, at det ikke bliver meget bedre, end at have “en datter på to”, og at der er ting jeg bare aldrig bliver bedre til. Ikke når jeg er den, der er moren.

Hør her
I morges vækkede vi Molly med balloner og flag.

Balloner har begejstret, siden hun lærte at sige “grøn b’llon” og “blå b’llon” under valgkampen, hvor turen hjem fra vuggestue gik forbi de borgerliges valg-stande. Tak til dem for at give os rød regering med kvindelig statsminister. Næsten ligeså stor tak for de pæne balloner, og til de Konservative for nogle rigtig gode kildevand.

Flaskerne var 33 cl., og Molly mestrede dem i sit søskendesæde på barnevognen, så hun kunne drikke selv, imens jeg skubbede vognen. Nogle gange.

Fødselsdagssangen er hun også vild med. Det er den med instrumenterne, og vi har sunget den næsten hver dag  i den sidste måneds tid, da hun sagde “hør her”.
Når hun satte to ord sammen dengang, var det tit hentet fra sangtekster: “Hør her”, “høje slot” … og hver gang hun så en fugl: “højt krage”.

Ud ad døren
Klokken ni skulle vi holde fødselsdag i vuggeren med muffins. Så det var mere end pinligt, da vi kom halsende ind 5 – 10 minutter senere, og hektisk flåede tøjet af os selv og børnene, inden jeg prikkede små flag ned i hver en kage.

Heldigvis er ansatte dernede vant til små børn, så de kan sagtens smile, selvom man opfører sig meget lidt voksent. Og heldigvis var Molly vild med sin muffin og spiste op til sidste krumme.

Som den eneste.

Alle de andre ærlige unger levnede og kastede sig over frugtskålen. Jeg synes nu også, at kagerne var en anelse tørre, selvom jeg lavede dem efter en opskrift.

Måske gider jeg ikke lave mad
Alligevel undrer det mig heller ikke så meget, at de muffins var halvtørre. Nogle gange bliver min mad god. Andre gange kan jeg ikke sætte fingeren på, hvad der gik galt, men må konstatere, når jeg serverer, at “sovsen klumper”,  ”kødsovsen smagløs” “kagen tør” eller “kartoffelmosen uspiselig på grund af massiv muskatsmag”.

Tror simpelthen jeg glemmer at koncentrere mig, når jeg er blandt gryder og pander. Måske gider jeg slet ikke lave mad. For mad, jeg ellers kan, sløser jeg nogle gange med. Glemmer at krydre min kødsovs eller falder i staver, mens jeg river muskat.

Ved retter jeg ikke kan, skøjter jeg alt for hurtigt gennem opskriften, hvis jeg overhovedet får den læst. Så opdager jeg for sent, at sovsen skulle have været i en gryde for sig, at kødet skal ligge i marinade i et døgn, eller som det skete ved fødselsdagsmiddagen, hvor jeg læste på pastapakken, da kød og sovs var på bordet: “Nå! Den friske pasta skal have syv minutter. Normalt skal sådan noget da kun have 2 – 4 minutter.” Heldigvis er fødselsdagsbarnet så pjattet med pasta, at den var værd at vente på.

Værst er det med sovs
Værre er det med sovsen. Tror aldrig jeg lærer sovs. Det er lidt som med bowling, at jeg simpelthen undrer mig, når det lykkes: Når alle keglerne vælter, og når sovsen ikke klumper.

Altså I køkkenet fejrer jeg sjældent med kold fadøl, og jeg giver heller ikke high five til alle omkring mig. Men jeg kan ikke lade være at udtrykke et lille “JUHUU”, og så et eftertænksomt: “Selvfølgelig lykkedes det. Jeg gjorde jo, præcis som jeg skulle. Men hvorfor lykkes det så ikke alle de andre gange. Hvor jeg også gør præcis som jeg skal?”

Sådan er vi, unger
Beklager unger! Det er altså sådan nogle forældre, I har fået, og det bliver nok aldrig bedre, selvom vi virkelig gør os umage:

Ting bliver væk, vi kommer for sent, og når mor laver mad bliver det nogle gange godt (her kan jeg kun tale for mig selv).

Men i lørdags kom vi til tiden til Thomas fødseldag, og vi havde alt det med, vi skulle. ”Det skal man også huske”, var der en, som sagde til mig.

Vi kommer altså ikke for sent altid, og der vel også mange dage, hvor min mad i orden. Dagen i dag har bekræftet mig i, at man skal være godt tilfreds, når planer næsten lykkes, og alle er glade imens.

Så imens jeg tager mig sammen til affaldssortering og systematisk kompostordning i haven, håber jeg madproducenterne knokler for at gentænke deres emballage. Lad jer inspirere af mælkekartoner, som simpelt kan foldes sammen og fylde ingenting. Hvornår er det blevet obligatorisk at sælge alt mad i de sorte, ufleksible plastbøtter, som både champignoner, semi-avancerede salater, kød og nu også gulerødder kommer i?

Klapsammen-bøtter på vej?
Engang lå champignoner i en næsten flad grøn flamingo med film over. Sikkert noget klyt for klimaet, når det blev brændt af, men det fyldte mindre i skraldespandene, og hvorfor er det ikke et kriterium, når producenterne pakker deres mad ind? Opfind de sorte bøtter, så vi kan klappe siderne ned, inden vi smider dem ud. Mand, jeg er træt af, at de fylder så meget, og resten af verden må da også blive et bedre sted, hvis skraldet fylder mindre.

38 kroner pr. gang
Det mener Odense Renovation i hvert fald. Så når jeg har for meget affald til skraldebilen, koster det mig 38 kroner pr. sæk. Smart! At de presser mig på økonomien til at tænke over, hvordan jeg skærer ned på skraldet. Lover mig selv, at kompostordningen kører inden nytår.

Måske skal der også økonomi til, før producenterne sløjfer de sorte bøtter og alt andet overflødigt emballage. Med andre ord må vi forbrugere bruge vores penge på madvarer, der er pakket fornuftigt ind.

Lettere sagt end gjort.

Åh, stor hyldest til Bornholm kyllingen for emballage, der kan krølles sammen. Og hyldest til de helt almindelige discountbutikker, der sælger den.

Bagefter blev jeg – ærligt talt – pisseforskrækket over mit svar: ”Jeg er lige flyttet i hus og jeg har to små børn … så jeg har egentlig ikke lige nogen drømme for øjeblikket.”

Det var ikke nære venner, jeg snakkede med. Det var en mødregruppe, hvor vi stadig var i gang med at introducere os selv og vores næsten enslydende historier om ny hverdag med babyer.

Derfor snakkede vi ikke mere om drømme, men inde i mit hoved har jeg diskuteret emnet siden.

- Er det okay at være 35 år og ikke have nogle drømme tilbage?

På den ene side nej.
Jeg har altid set det som ret forfærdeligt, hvis hverdagen en dag tog så meget over, at jeg glemte at drømme. Jeg føler mig for ung til at stille mig tilfreds med tilværelsen. Livet kan være så meget mere end børn, byhus og arbejde i cykelafstand, og af og til viser manglen på drømme sig ved ligegyldige materielle indkøb og ønsker. Det holder ikke, og det holder jeg ikke til. Så må jeg hellere øve mig i at færdiggøre sætningen: “På et tidspunkt vil jeg gerne …”

På den anden side ja! Ja, sgu! Der er tre grunde til, at jeg ikke har nogen drømme tilbage.

Lige nu
Især forklaret med det flippede udsagn “Jeg lever i nuet”. Det er en kliché, men lykken er, når det lykkes at nyde nuet.

For lige nu smiler Lasse som om det var hans eneste formål, (måske er smil det eneste formål, når man er 2 måneder?), og Molly lærer nye ord hver dag.  Jeg ville være en stor idiot, hvis jeg brugte min energi på at drømme om noget andet, når jeg i stedet kan bruge al min energi på at opleve dem.

Drømmen om det gule hus
Oven i det har jeg jo allerede et hus, som jeg kun har haft i 1½ år. Derfor er det spild af tid at drømme om andre steder at bo – lige nu. Skal det handle om bolig, er det langt mere brugbart at arbejde for at gøre huset her endnu bedre, skridt for skridt. Et byhus “cirka centralt” var jo et drømmested at bo for mig, så det vil simpelthen være tarveligt og utaknemmeligt allerede at drømme om andre mursten – eller om at sælge alt og tage på ubekymret rygsækrejse.

Drømmer videre om et år
Endelig gik jeg på barselsorlov på et tidspunkt, hvor min arbejdsplads var i hæsblæsende forandring. Fra januar til april skiftede jeg chef to gange og havnede til sidst i en på mange måder ny konstellation. Da jeg gik fra 1. april, vidste ingen helt præcis, hvilke opgaver og formål, der skulle satses på i den afdeling.

Det er både umuligt og lidt dumt at drømme om noget andet, når jeg ikke kender udgangspunktet og ved, hvad mulighederne er der.

Så jeg tillader mig at udskyde mine drømme, og helliger et års tid til nuet. Så må jeg tage mig sammen og finde på noget, jeg også gerne vil.

Berlingske bekymrer sig jævnligt om netop det problem, og nu er bekymringen smittet. Lønmodtager-Lone synes, der skal gøres noget, for hvordan skal Danmark kunne vækste eller bare holde status quo, når gamle virksomheder lukker og brancher uddør, uden vi formår at skabe nye?

Hvorfor rykker jeg så ikke selv?
Det er altid nemt at skyde skyld på systemet, men Danmark tilbyder ret gode rammer for de iværksættere, der tør. Det står på samme side i samme avis, og en case-artikel fortæller om to akademikere, der spurgte til hinanden: “Er det vores drøm, at blive chefer der, hvor vi har fast arbejde? Eller vil vi gerne noget mere?”. Og så kastede de sig ud i iværksætteriet.

En af mine studiekammerater havde præcis samme motivation for at rykke.

Jeg har fire grunde til at lade være:

• Jeg ved ikke, hvad jeg drømmer om at beskæftige mig med om 10 år. Som korrekt 2011-menneske ved jeg godt, at jeg ikke gider arbejde med det samme som i dag.
  Det skal man i højst fem år, og mange arbejdspladser er så forandringsvilde, at ændringerne kommer helt af sig selv: Nye chefer, skiftende prioriteringer og arbejdsopgaver. Tilbage står den lidt fantasiløse halv-drøm om en mellemlederstilling eller “noget projektledelse”.
• Der er jo dårlige dage. På gode dage - og dem er der flest af – er jeg heldigvis overbevist om, at jeg snildt kunne få en business op at stå som ekstern konsulent. Ih, hvor jeg rykker, synes jeg. Men som selvstændig er man aldrig bedre end sin sidste opgaveløsning, og der er jo også dårlige dage. Dage, hvor man får løst færre opgaver eller løser dem lidt dårligere. Da er det trygt at vide, at man er timebetalt og kan møde på sin pind igen i morgen, hvor alting bliver bedre.
• Alt det praktiske. Fordi jeg er god til mit fag, er jeg ikke nødvendigvis god til at skaffe nye kunder, ordne regnskaber, sætte de rigtige priser, være momsregistreret osv. Og synes jeg overhovedet det er spændende? Er det ikke federe at bruge al sin tid på sin fag?
• Forfængelighed og stolthed. De seje iværksættere siger: “Hvad er det værste, der kan ske?”. Fuldstændig rigtigt. Hvis alt kikser, holder systemet Danmark røven oppe på de fleste, og det er muligt at gå ud og få almindeligt job, så man kan tjene sit underskud hjem igen. Tilbage er forfængeligheden, når man kigger sig i spejlet og ser en, “der mislykkedes med sit projekt”. Vil jeg kunne leve med at være sådan en? Ja. Sgu’. For det man også ser i spejlet er en “der havde en god idé, troede på den og turde kaste sig ud i det”.

Hvad gør vi så?
I Danmark er vi alt for dårlige til at hylde dem, der tør og turde. Ud over videnskabsministerens løsning med at “have fokus på det på uddannelserne”, bør vi lave en flagdag for alle de momsregistrerede, fordi de er modige.

Står det til mig, kan de fint overtage soldaternes flagdag den 5. september, for der er tilsyneladende større mangel på selvstændige end på soldater, og måske kræver det endda mere mod. (Eller hvad? Er så pacifistisk, at jeg har svært ved at stave til millitær, så måske er jeg den forkerte at spørge. Men:)

Giv de selvstændige en flagdag. En dag med hyldest, fokus i medierne, foredrag om gode og dårlige erfaringer, boder, hvor erhvervsservicecentre fortæller om alt den hjælp, de stiller til rådighed i forhold til forretningsplaner, regnskabsføring, netværk osv.

Og hvad gør jeg så?
Jeg vil da bruge lidt krudt på at overveje:

- Hvor vil jeg egentlig gerne være om 10 år? Mere præcist? Har det egentlig lidt dobbelt med at lægge en 10-års plan. Tror og håber, at der sker så meget på ti år, at den ikke længere er attraktiv på det tidspunkt. Men: Beslutningen er sund at træffe. Hvis man sigter efter solen ender man i hvert fald ude imellem stjernerne.

- Hvad er min gode idé? Jeg vil rode lidt med de projekter, jeg tror på.
De sejeste mennesker, jeg kender, pusler altid med mindst tre idéer. De får ikke altid gjort noget ved dem, men bare det at lege med gode idéer, giver god energi.

Sådan en der bare siger ja til at passe andre folks børn lige om lidt. Selv om jeg har to selv og ikke kan regne ud, hvordan nogen af dem opfører sig. Sådan en Lone, der tager på spontantur ud i verden med mand, lille bil og børn og alt det vi skal bruge – på nær alt det vi glemmer og “alligevel får en pragtfuld tur”.

Sådan en, der hviler i sig selv, så hun bare kan trække på skuldrene, hvis andre træffer forkerte beslutninger. Fordi Just Do It-Lone bare gør, hvad hun kan, ved at hun er god til det og har besluttet, at “Det klarer vi bare.”

Jeg gider sgu da ikke være sådan en Lone Lønmodtager, der helst vil vide i god tid, hvis der skal ske noget nyt og som er skeptisk for en sikkerheds skyld. Sådan en der kun sætter få og uambitiøse mål for, hvad hun skal nå i sin barsel, og som skælver lidt, når hun skal hente Molly med barnevogn og søskendesæde for første gang. … Og fandme også flakser , når hun skal aflevere på samme måde. Eller går i stå ved tanken om det, der skal pakkes og koordineres, hvis vi skal en formiddag til Svendborg.

Sådan en gider jeg da ikke at være.

http://www.dr.dk/P2/iHegnet/20100520101434.htm

På den ene side: Når man siger nej tak til sandwich med hvidkål i, ved man, at kun dårlige sandwich bliver lavet med hvidkål. Rigtigt meget mad med hvidkål er vel discount.
På den anden side bliver det så også en discountdød, hvis man dør af hvidkål. Hellere dø af russisk kaviar, hummer, jordbær og trøfler, man ikke kan tåle. Eller måske er det bare en ligegyldig myte, at Det Sidste Måltid skal være eksklusivt.

Priser mig lykkelig for, at jeg ikke er nøddeallergiker. Synd for alle dem, der skal leve deres halve liv med blikket rettet mod de små bogstaver i madvarernes ingrediensfortegnelser, hvor der står “kan indeholde spor af nødder” på nærmest alt. Selv på Snickers.

Måske er der for få hvidkålsallergikere til, at man behøver at skrive det på maden. Et tip til den fagligt stolte fødevareproducent er så at gøre det omvendte og prale med “Ikke spor af hvidkål”.

Havde ikke talt efter
Det har jeg tænkt lidt over, når tanken om “en familie på fire” blev for overvældende. Havde med al min talmæssige ignorance undladt at forholde mig til det, indtil rigtig mange “Tillykke med Lasse-sms’er” tilføjede fakta: “Og med at I er en familie på fire.”

Det ku’ I da godt have sagt! For det er da lidt af en opgave at tage livstag med. Fire individer med hver sine krav, behov, ønsker og begrænsninger. Hvordan kan vi lykkes med at tage hensyn på kryds og tværs? Hele tiden.

“Jeg kommer nok til at se træt ud de første tre år, men så kan de til gengæld få rigtig meget glæde af hinanden,”. Sådan svarede jeg kækt, når folk sagde “to børn så tæt på hinanden”.

Mangler stadig et kækt svar til mig selv, når det slår mig igen: “En familie på fire”.

Liste over, hvad jeg har brugt min tid på:

1: Friskt overblik over forsikringer og pensioner. Sidst jeg fik overblik over de aftaler var under min sidste barsel, og jeg indrømmer, der var smuttet nogle policer, som blev generhvervet. Jeg fik også overført min sjatpension fra en gammel obligatorisk pensionsordning til min nuværende ordning –> Masser af gebyrer sparet.

2: Den oplagte opgave: Oprydning, sortering og kategorisering i babytøj og omstrukturering af puslebord, så der er plads til dobbelt så mange brugere.

5: Fodbehandling. Blev nusset, raspet, kildet og nørklet på hæle og tæer i forgårs. Også her (og hos tandlægen) sad jeg i blød stol med godt ryglæn. Allerede da jeg gik fra til min sidste barsel, besluttede jeg, at et par timer af den to måneder lange ventetid skulle gå med fodbehandling. Derfor var det på høje tid, da jeg fik fødderne filet i tirsdags.

6: Kaffe og brød med veninder. Heldigvis er der veninder der holder fri ind imellem. Dem har jeg grov-besøgt og inviteret.

7: Jeg har gjort mig ekstra umage med husstandens madpakker. Det gør det lidt sjovere at handle pålæg og accessories (smågrønt og sådan), og når jeg virkelig gør mig umage, får jeg ros og anerkendelse for indsatsen. (Når man er vant til anerkendelse på sit 37-timers job, bliver man afhængig af den slags. Så er madpakkeros fint af mangel på bedre.)

8: Forevigelse af mave og Molly hos June Raffnsøe Petz.

Til gengæld har jeg ikke:

… tilmeldt mig alle de gratispakker, man kan få smidt i nakken fra alle mulige firmaer. Har stadig masser af små tuber med babyolier, badesalte og zinksalver liggende og gider simpelthen ikke alle telefonopkaldene fra sælgere, der følger med i pakken. De ringer jo først, når babyen er kommet, og der er andet at tage sig til.

… været hysterisk nok til at alle de “tunge ting” er blevet ordnet for mig. Det er lykkedes mig at lokke folk til alt muligt, men synes stadig der mangler at blive flyttet nogle ting og boret noget op. Har jeg så svigtet som gravid? Eller har jeg opført mig forbilledligt eksemplarisk?

Her er min mave, der lige for tiden er rund og egentlig slet ikke er min. Jeg er i hvert fald helt afmægtig i forhold til form og tilstand.

Ligesom sidst har jeg fået den foreviget udsmykket, og igen er det June Reffnsøe Petz, der står bag motiv og udførsel.

Fascinerende – synes jeg. Og efter fem minutters tavs måben, var Molly også solgt.

Hvis du klikker på billederne kan du se motivet lidt større.

Nogle af dem har jeg læst. Andre siger mig ikke så meget og endelig er der nogle, jeg bare ikke tager mig sammen til at komme igang med.

Så nu har du chancen. Her er min liste over bøger, jeg giver væk:

Erling Jepsen, Frygtelig lykkelig

Ida Jessen, Den der lyver

Janne Teller, Kattens tramp

Erik Fosnes, Løvekvinden

Maria Helleberg, En kærlighedshistorie

Rushy Rashid, Du lovede vi skulle hjem

Robert Louis Stevenson, Dr. Jekyll and Mr. Hyde (på engelsk i ret lille format)

Peter Poulsen, Byens lys

Kærestebogen, 20 danske kærlighedshistorier udvalgt af Asger Schnack

Thomas Hardy, Jude the Obscure (på engelsk)

Valborg Dahl, Tanterne, fortælling for unge piger.

Simone de Beauvoir, Det andet køn – i tre bind (paperback)

Margaret Mitchell, Borte med blæsten – i fire bind (sort m. guldtryk)

Virginia Woolf, Flush

Bibelen, udgivet i 2006, 2. udgave, 8. oplag

Dansk digtning i dag (Om Martin A. Hansen, H.C. Branner, Kjeld Abell, Halfdan Rasmussen, Erik Knudsen, Ove Abildgaard, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Frank Jæger)

Det handler om - Klaus Rifbjergs journalistik 1975 – 2000

Dario Fo, Flagermusenes landsby (erindringer)

Ernest Hemmingway, Noveller, på dansk ved Poul Borum

Klaus Rifbjerg, Berlinerdage Dagbogsimpressioner marts – maj 1995

Peter Schneider, Den tyske komedie Scener fra livet efter muren

Peter Olesen, København på godt og ondt. En fotobog om arkitektur

Stefan Elmkjær, Stikkerdrab, Modstandsbevægelsernes livideringer af danskere under besættelsen

Kwong Kuen Shan, Katten og Tao. Oversat af David Favrholdt – om filosofi og katte.

Gyldendals filmguide, danske film fra A – Z, knap 1000 film beskrevet og bedømt (1998)

Danmarkshistorien fortalt for ungdommen (1923)

Tre bøger er tilbage på reolen
Udover alle de herlige bøger, du kan få fingrene i, er der billeder af en roman af Helle Helle, en serie portrætter af diktatorer og en kulturhistorie om Tyskland. Dem har jeg alligevel fundet plads til.

Resten kan du altså bare komme og hente – eller du kan ringe og skrive til mig, hvis du vil have dem.

Har lyst til at skrive sådan på en væg i den underetage, vi renoverer for tiden. Det er fra Søren Ulrik Thomsens nyeste, og gør mig helt høj på en dag, hvor solen dundrede, og jeg døjede med store beslutninger:

- Skal jeg lægge benene op på en stol. Også selvom det betyder, at jeg må lette mig fra lænestol i solen og lunte 1½ meter for at hente.

- Skal jeg lægge mig ned i stolen og VIRKELIG nyde solen eller blive i nærmest oprejst position og nyde sol og kaffe samtidig.

Sad nærmest oprejst med fødderne oppe og læste Søren Ulrik Thomsens Rystet Spejl.

Er især vild med:

- Hans metadigtning om selve digtene. Han har gjort det før, han gør det stadig rigtig godt.

- Når han remser op på en måde, så det tvinger mig til at smage på ordene i stedet for bare at sluge dem. (Vel ligesom mindfullness Eating – har jeg hørt – hvor man sanser hver en bid mad helt i bund, inden man får lov at spise. Bortset fra at semiotisk mindfullness ikke feder. Så man kan bare blive ved. HA! )

- At han fråder i by- og industriord: Skak, nattog, styrtende lys og sætningen “funktionær i sprogets systemet.”

- Og så linjerne, jeg skrev øverst. Dem, jeg gerne vil have op på væggen i min renoverede underetage.  Eller rettere i husets.

… Min personlige underetage står foran prøvelser og vanvid, inden den om godt en måned nok også trænger til at blive renoveret.

Hun virker ret dygtig, og hvor er det rørende, at hun altid kan huske min datters navn og den slags. Men hun løj vel, da hun sagde, at det var i orden at komme for sent.

Jeg kom også for sent til jordemor for knap 14 dage siden. Stormede ind på klinikken 10 minutter senere end den aftalte tid.

Undskyld. Og derfor dette småkedelige indlæg om velfærdssamfundet.

Bøde for nøl
Jeg bør betale 100 kroner i afgift, hver gang jeg nøler på den måde.

Vi betaler jo også afgifter, når vi afleverer bøger for sent på biblioteket, fordi alle får dårligere biblioteksdrift for deres skattepenge, hvis vi ikke afleverer til tiden.

På samme måde har I fået dårligere lægedrift for pengene, fordi jeg kom for sent i tirsdags. Derfor bør jeg da betale lidt i kompensation.

Prioriter velfærd
Faktisk tænker jeg, at afgifter for nøl er en god begyndelse på den prioritering af velfærd, som alle (fx ministre, borgmestre, blåskjortede embedsmænd på min arbejdsplads – og også jeg selv) taler om:

“Vi bliver nødt til at prioritere vores velfærdsydelser. Vi har ikke længere råd til, at alle får alting gratis.”

Næste skridt kunne så være at se på den jordemorkonsultation, jeg kom for sent til.

Jeg havde ingen spørgsmål, så jordemoren nøjedes med at konstatere, at der var hjertelyd. Med så mange spark og dunk derindefra, var hjertelyd ikke nogen overraskelse.

Med andre ord kan en del jordemorbesøg nok klares med 2 minutters telefonsamtaler og en tilsendt “tisse-på-pind pind”, så man kan tjekke om kroppen er ok og over telefonen vurdere, om der er behov for en egentlig konsultation.

Submarino
På samme måde kan man sortere lidt i besøgene fra sundhedsplejersken. Efter to besøg kan hun med sund fornuft  og faglighed vurdere, om der er grund til at komme mere i det hjem.

Hvis ikke er det billigere for os alle sammen, at mor i stedet selv tager baby med til sundhedshus eller lignende åbent hus arrangement.

Det vil give mere tid til de mødre og børn, hvor barnet er for lille, amningen sejler eller mor er nede med flaget. Altså hvor der er et behov for kyndig vejledning og støtte.

Den fremragende film Submarino understreger min pointe. Vanvittige scener viser, hvordan et svigtet barndomshjem spolerer to menneskers liv. Fuldstændigt.

Her var ingen fra systemet, der greb ind, men en sundshedsplejerske kom på 10 besøg hos mig sidste vinter, for at rutinetjekke, at Molly kunne løfte hovedet, bruge pincetgreb, og at hun målte og vejede nogenlunde, som hun skulle i forhold til kurven. Det er da til at tude over. (Og det gjorde jeg faktisk. Jeg vrælede til den film.)

Vi mangler pædagoger
Mit sidste forslag er lidt latterligt, fordi det drejer sig om ret få personer. Men uddannede personer.

Mens alle daginstitutioner mangler penge til uddannet personale, sidder der en håndfuld uddannede pædagoger på pladsanvisningen og taler i telefon med forældre.

De er nok så få, at vi aldrig ville opdage, hvis deres kundskaber, viden og ressourcer i stedet blev flyttet over, hvor vores børn bliver passet. Men principielt er det en underlig prioritering, at pædagoger, der kan stimulere børn og give dem en bedre hverdag i stedet udfører arbejde, man kunne sætte 17-årige avissælgere til for meget lavere løn.

Jeg indrømmer, at de døjer med utilfredse forældre, og at det nok kræver hår på brystet. Men jeg tror ikke, at en 3-årig pædagoguddannelse får forældrene til at opleve bedre sagsbehandling.  At flytte pædagogerne ud i institutionerne er, hvad jeg vil kalde “de lave frugter”, hvis vi mener, vi vil prioritere i velfærden.

Jeg ved da godt, at jeg har været væk længe. Og jeg ved, at det er kotume at lægge ud med et overfladisk og harmløst tema efter så lang tid.

Tillad mig alligevel at jeg bliver lidt intim, selvom det måske bliver upassende for mig selv og mine læsere (og tak fordi I er her!). For nogen læsere vil bagefter tænke: Æv, det gad jeg ikke vide om Lone. Alligevel røber jeg nu – mere intim på grillbar end nogensinde:

Jeg har fået gravidnavle. Den plobber ud. Jeg væmmes ved den.

Et plob midt i al charmen
Det er da den værste kropsændring ved graviditeter. Synes gravidmave er harmløs, og at større barm er helt i orden. Proportionelt er det da kun fair, at man også gror der, når maven vokser.

Jeg ser også en utrolig charme ved gravide, der VIRKELIG vokser i graviditeten, så både bagdel og lår følger med, mens hænder, ankler, fødder og ansigt hæver og svulmer.

Åh, stønnende og vraltende cylinderformede gravide er en god afveksling i gadebilledet, og en af Bjarne Reuters figurer har ydtrykt ret præcist, hvor skønne sådanne kvinder er: “Det er netop det gode ved at være højgravid: At man godt må gå rundt og æde og prutte.”

Tror godt, jeg kunne leve med at være sådan en gravid. Det er jo bare i en periode. Men hvorfor plopper navlen ud? Det afskyr jeg.

Meningsløst
Det begyndte for over en måned siden. Allerede der kunne jeg se bloppet, når jeg kiggede ned. Da kunne jeg trøste mig med spejlbilledet, der afslørede, at det kun var oppefra, den så udploppet ud. Fra siden lignede det nærmere, at der var dannet en markise henover området, hvor navlen stadig var.

Nu er der ikke noget at tage fejl af. Heldigvis kan man ikke se det gennem tøjet, men det er stadig for freaky, at navlen er plobbet.

Væk er det ydmyge lille navlehul, nu sidder  en bleg plobnavle og troner som en stolt snylter midt i det hele. Og i forhold til, hvor lidt ekstra plads den giver til beboeren indeni, synes jeg blop-navler er en helt unødvendig chikane af den gravide.

Hvor kan jeg gå hen med den kritik? Derfor får I den her på grillbaren. Undskyld.

Desuden er tiden gået med at:

1. spekulere på hvad der er det bedste ved efteråret: Cremet jordskokkesuppe eller at meget få opdager, hvis man sløser med at barbere ben.

2. finde ud af, hvordan den pæne mand, doktor Watson kan være bedste ven med excentrikeren Sherlock Holmes. Det står i aller første bog, Et studie i rødt. Det viser sig, at doktoren er traumatiseret, sølle og fattig, efter han deltog i Afghanistankrigen. Han er ikke så langt ude, at han bor i skoven, men den ellers noble mand er ustabil, nervesvækket og har ikke råd til at sige nej, da han så siger ja til at dele en lejlighed med Holmes.

3. forsøge at erkende, at denne her hustand ikke bliver meget bedre til ”al det praktiske”, end vi er nu. Her bor bare ikke nogen, der prioriterer oprydning, rengøring og vasketøj særligt højt. Jeg gør mit yderste for at være tilfreds med det niveau, vi ligger på og så gør en indsats for at holde niveauet.

4. Forberede kursus til på onsdag. Glæder mig alt for meget til at undervise en smule igen.

5. håbe, at min datter nok skal klare sig op igennem barndom og skoletid selvom hun, modsat de fleste andre på omtrent 1 år,  slet ikke er blevet trænet til at række hænderne i vejret, når voksne siger: ”Hvor stor er Molly?”

Min seng er en madras på gulvet, så når man er søvnbaldret er det lidt af en operation at komme helt op at stå. Kunne nu se for mig, hvordan vækkeuret rullede rundt af grin, fordi det ringede to timer for tidligt – og jeg hoppede på den.

Ugen slut – det kedelige ligger tilbage
Ak. Var det bare så vel. Men klokken var virkelig 6, og endnu engang viste det sig, at vækkeure ikke har humor. (Eller måske har de en meget underfundig, raffineret humor, som mennesker ikke forstår og opdager om morgenen).

Siden da er ugen bare fløjet. Således har jeg ikke nået ret meget af det kedelige, jeg skulle have klaret i denne uge: Jeg fik vasket og lagt i tørretrumleren tirsdag, men opdagede først det tørre tøj her til morgen. Mollys havebarnevogn, som vi kun bruger i weekenden, var for en halv time siden fuld af de birketræs fnulderting, der samlede sig i vognen sidste lørdag. Så nu sad Molly og gned øjne på min venstre arm og forlangte Barnevogn! Formiddagslur NU!

Jeg har kun fjernet det birkefnulder, jeg kunne ryste væk med en arm, inden hun blev lagt.

Chips i cykelskuret, god tid på lang sigt
Først i går fik jeg handlet. Allerede mandag manglede vi småting, så måltiderne blev mere og mere opfindsomme som ugen gik, og i går – fredag – var køleskabet kørt helt i bund, da jeg tog en lang indkøbsseddel og nogle tomme flasker med ned i Fakta.
Rundt om i huset ligger stadig festrester fra i lørdags: Chipsposer, vi ikke fik taget hul på roder i cykelskuret. Stængerne fra pavillonen flyder i underetagen (hvor de gør sig umage for at fylde alt, hvad de kan), og foran barnevognen-fuld-af-birkefnulder lå presenningen i vejen. Den fik jeg heldigvis også væk med træt baby i armene.

Moralen er: Man klarer den jo alligevel! Uger, hvor man ikke når det kedelige, er slet ikke så tossede, og jeg kan sagtens leve med at  mangle timer. Ikke mindst nu, hvor jeg har læst i Berlingskes Nyhedsmagasin, at “i 2040 vil gennemsnitsalderen være 50 procent højere end i dag.” Det betyder, at jeg nok bliver over 100 år. Med andre ord, har jeg tid nok – på lang sigt.

Kalder, kalder Frankfurt
I køkkenet går tiden stærkt. Eller køkkenuret gør.
I to ugers tid har det gået tvivlsomt, så vi pillede det ned, for at mindske forvirringen. Nogle morgener var det fem minutter bagud, til andre tider et hvarter foran. Det var overhovedet ikke til at regne med, og jeg kan godt blive småstresset, når uret viser fem – ti minutter for meget om morgenen.

Køkkenuret er ikke sådan et ur, vi kan stille. Det stiller sig selv ved at kommunikere med “Det Store Ur”, der vist hænger i Frankfurt. Lige da vi fik det, blev vi oppe, da tiden skulle stilles en time frem om foråret. Så hvordan viseren tog en hurtig runde, så klokken på ingen tid viste tre i stedet for to.

Siden i går morges har den store viser taget hurtige runder konstant. (Så måske uret i Frankfurt har humor.)

Det tager kun cirka 4 minutter at køre tolv runder. Den store viser hakker lidt, når den når ni-tallet og skal slæbe sig det sidste stykke opad mod 12. Men ellers: HUHEJ for en fart og en gejst. Hvad tænker Frankfurt dog på? Og hvor mange Frankfurt-styrede ure har mon lige så travlt som vores?

Vi har hængt uret op igen.

Holmes er jo ikke bare den store opdager med næse for detaljen. Han mestrer også violin og laver usystematiske, hektiske naturvidenskabelige forsøg. Han er et hysterisk multitalent.

Ingen stoffer, ingen helt
I disse Tour de France tider må vi jo acceptere, at rigtige helte tager doping. Således også min helt, Sherlock, der er på æter og i perioder drikker alt, der kan give ham en eller anden form for rus.

“Du er godt klar over, at det, du drikker der, bliver brugt til øjenoperationer”, siger Watson tørt, men ikke chokeret.

Manisk og stikkende
Indtil jeg så filmen i forgårs, svor jeg, at Sherlock Holmes burde have markeret ansigt, slikket hår og smalle stikkende øjne for at udseendet skulle passe til personligheden. Som ham i tv-serien, Jeremy Brett, eller for den sags skyld som Dave Gahan, der også fremstod både manisk, dekadent og stikkende, da Depeche Mode var i Parken sidste sommer.

Allerede dengang besluttede jeg at hylde Sherlock Holmes. Velvidende at Dave Gahan næppe er ligeså intelligent, men bare har samme udstråling. På en gang maskulin, krukket og overnaturlig troldmand.

Historien kan bære, at han er smuk
Præcis sådan ser skurken ud i den nye film, Sherlock Holmes. Superhelten selv er så smuk som en gud, at jeg slet ikke troede figuren kunne hænge sammen i den skikkelse. Det går glimrende

Man kan godt være intelligent og manisk, samtidig med at man ser godt ud. Så kom dog i gang med 2eren!

Imens vil jeg støve nogle af de oprindelige bøger op. Gad da godt være nørdeklog på Sherlock Holmes og måske ligefrem blive sherlockolog.

Vil jeg have baggrundsviden, går jeg til en anden kanal. Vil P3 nyhederne bringe en baggrundshistorie, aktualisere de den – “Nu sker det.” … “Fra nu af” – som i dag,  den 4. juli klokken 13 (citeret fra dr.dk/p3).

Der har været talt om det i flere år, og nu sker det. De ældre genrationer har fyret op under golfkøllerne og plæneklipperen, og så får de yngre generationer travlt. Ældreboomet er nemlig begyndt, og det er nu, de store årgange går på pension, siger økonomisk overvismand Hans Jørgen Vita Rasmussen.

Det betyder, at vi er i den situation, at færre unge skal forsørge flere ældre. Og det er fra nu af, vi får problemerne, siger overvismanden til Berlingske Tidende.

Ifølge Danmarks Statistik er hver 6. dansker i dag over pensionsalderen.

Går de lige nu?
Det undrer mig, at der ikke var en mere nyhedsegnet pointe i Berlingskes udgave. Selv de lange svedige baggrundsartikler plejer at røbe en ny vinkel på historien.

P3 vinkler den, som havde vi i 10 år talt om en komet, der lægger vejen omkring jorden netop nu, eller som da vi gøs i årene frem mod årtusindskiftet.

“Vi har talt om det længe. Lige nu, den 4. juli efter frokost går de store årgange på pension.”

Når det er sagt: Imponerende flot arbejde at lave så korte, skarpe nyheder, og sproget kan man ikke skyde ned. Til gengæld tillader jeg mig altså at skyde lidt på valg af nyhed.

Reelt er der jo ikke noget nyt i historien, andet end den lidt skarpskårne vinkel, at det er “fra nu af”.  I øvrigt er historien – som den bliver fortalt på p3 – vel ikke så relevant “netop nu,” hvor finanskrisen er gået op for de fleste.

Naturlig afgang
Jeg hører i hvert fald få, der taler om, at de gerne vil holde på medarbejdere, og rigtig mange, der beroliger med at sige, at “vi regner med at spare pengene ved naturlig afgang.”  Det kan betyde to ting.

1: Vi laver en lang og turbulent besparelses- og organisationsændring, som sandsynligvis frustrerer nogle medarbejdere så meget, at de søger væk af sig selv – uden at blive erstattet af nye.

2: Vi har længe talt om de store generationer, der går på efterløn og pension. Vi lader deres stillinger stå tomme.

Her er nummer 2 mest sympatisk og er den vinkel ikke mere relevant?

Ældreboomet mindsker fyringer i danske virksomheder. I mange år har forskere og virksomhedsejere med gru set frem mod, at de store generationer går på pension.

Nu, hvor de mange på nogen-og-60 forlader arbejdsmarkedet, kommer det i mange tilfælde belejligt.

Mange virksomheder undgår simpelthen at afskedige, fordi der er så stor naturlig afgang.

Derfor har grillbaren ligget i dvale den sidste måned.

Heldigvis er det sjovt. I dag jublede jeg, da hun armkravlede frem i verden. I morgen er jeg tovholder på et stort mødearrangement på rådhuset om formiddagen og henter med cykeltrailer for første gang, når det bliver eftermiddag. Endnu en dag med jubelpotentiale.

Gad vide om så ikke læsere uden børn er begyndt at vende øjne og læsere med børn enten nikker bekræftende og selvtilfredse: “Jo, jo, børn var den helt rigtige beslutning,” eller synes jeg er for meget, for:

- Hvad med frustrationen, når man bare ikke ved, om man gør det godt nok?

- Hvad med nattesøvn?

- Hvad med de dårlige odds for at være spontan, når en lille kræver dig, og det hele skal hænge sammen?

Frustrationen
Den dumpede ind i tide og utide, da jeg var på barsel:

“Hvad med grød? Hvor meget? Hvor klumpet en grød kan man tillade sig at byde en baby? Hvor længe bør man prøve, inden man giver op?”

“Gad vide om det er min skyld, hun hoster?” “Er min skyld, hun bliver rød i enden?” “hvorfor slår hun ikke sine hænder ned i gulvet af begejstring, når så mange andre på hendes alder gør det?”.
Hun er forlængst begyndt at slå i gulvet. Til gengæld skal jeg have læst op på fordelene ved rugbrød: Hvornår må hun få kerner og så videre. Men med 37 timers arbejde er der blevet mindre tid til at spekulationerne går mig på, og jeg bilder mig ind, at det giver et sundere og bedre resultat end irrationel bekymring gjorde.

Nattesøvnen
Jeg får min nattesøvn. Jeg skriver det ikke for at prale. Konstaterer det bare, som en faktor, der giver en hel del overskud i forhold til de arbejdende forældre, der på terrorvis får afbrudt deres drømme om natten. De fortjener præmier! Og en bedre kulør i deres blege ansigter.

Spontanitet
Gik og undrede mig hver dag klokken 17 – 20: Hvordan når nogen familier at lave og spise aftensmad inden børnene er puttet? Der findes jo familier, hvor begge arbejder fuld tid, hvor der er mere end et enkelt barn, og hvor børnene er for store til, at de kan spises af med solo-fodring klokken 17.30 og g’nat flaske to timer senere.

Jeg har researchet, og det viser sig, at alle som med en probaganderende stemme svarer: Madplan.

“Madplan madplan madplan,” siger de. ”Det lyder kedeligt, men det er faktisk ret smart for …

… så slipper man for at spekulere over det, når man først har besluttet sig om søndagen”
… så behøver man kun at handle en gang om ugen”
… så kan man få brugt alle sine porrer, i stedet for at der altid ligger to glemt og forsømt i bunden af køleskabet”

Om ikke andet, så for de forsømte råvarers skyld, skulle jeg måske hoppe på madplanerne, og som en veninde gjorde mig opmærksom på, sker der jo ikke noget ved, at man snyder en enkelt dag, hvis man lige har lyst til kartoffelmos i stedet for ris.

Ih, hvor spontant!
Indrømmet: Det er den slags spontanitet, det bliver til. Sådan er det bare. På nær når jeg nogle gange helt spontant slæber mig i seng lang tid før, jeg plejer eller naivt går derop med intention om at læse.

Så da har de ret. Ikke meget spontanitet i sådan et arbejds- og småbørnsliv som mit. Tror dog godt, jeg kunne prioritere mig frem til mere “spontantid”, hvis jeg ville. Tænker tit på det, der står i Mor på høje hæle (citeteret efter hukommelsen): Man kan godt både være småbørnsmor og passe fuldtidsjob. Men man kan ikke være småbørnsmor, passe fuldtidsjob, gå til fitness, se sine venner, spise godt hver aften og bage brød fra bunden.

Efter 1½ måned med hverdag har det vist sig at jeg er  småbarnsmor, passer fuldtidsjob, spiser mad – ikke altid god mad – hver aften og ind imellem ser nogle venner.

Hurra for dem, her dagen efter kampdagen. Internationale stadig hænger i luften, og nu har vi igen et helt år til at skabe et bedre arbejdsmarked. Så kan vi fejre resultaterne igen 1. maj i 2011.

Jeg ved godt, at tiden er løbet fra løndiskussioner og konflikt mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Nogen tror, det betyder at vi skal sløjfe kampdagen og fjerne den som fridag. Tvært imod. Det betyder, at både arbejdsgiver og arbejdstager skal deltage. De forbedringer der er tilbage at løse er alles kamp til alles bedste.

Som jeg ser det, skal vi kæmpe på tre fronter:

Find på noget

Drømmejob
De fleste danskere har det desværre ikke i sig, det med at banke sin egen forretning på benene. Danmark er et lønmodtagerland, og da det tidligere er lykkedes lønmodtagerne, at tilkæmpe sig en glimrende mindsteløn, må kampen nu gå på kvaliteten af arbejdet. Det kan svare sig for både lønmodtagere og arbejdsgivere, hvis så mange som muligt brænder bare en lille smule for det arbejde, de udfører.

Nogle arbejdspladser kalder det social kapital, når de arbejder for, at alle oplever tillid, retfærdighed og godt samarbejde på arbejdspladsen. Andre går knap så udspecificeret til værks og arbejder for bedre trivsel, og så har jeg  talt med ansatte i en kommunikationsafdeling i København. D e sagde: “Vi er sådan set ligeglade med, om medarbejderne trives. Vi arbejder for, at de engagerer sig i deres arbejde.” Trivsel og engagement hænger jo sammen, og det vil gavne os allesammen, hvis vi bliver ved at arbejde for bedring på det område. Tænk, hvis vi bliver en nation, hvor alle brænder for arbejde. Tænk, hvordan det vil mindske sygefraværet og få folk til at trække sig senere tilbage. For bare at nævne nogle af samfundsfordelene.

Umiddelbart er det den mest oplagte opgave at tage fat i og forbedre inden næste kampdag. Hvis ikke næste udfordring var så himmelråbende stor og kompleks.

Skole, skole, skole
20 procent af alle unge danskere tager ikke en ungdomsuddannelse. Det er sgu da for flovt, Danmark. Nogen siger, at det er “den unges eget ansvar”, men det er vores alle sammens problem, og her må vi simpelthen tage os sammen: Motivere, skabe uddannelser, der kan rumme alle unge og så motivere noget mere: Mentorordninger, tydeligere jobudsigter og lidt pisk og trusler til de unge, der ikke kæmper nok for at klare den. “Rejs jer, fordømte” … eller “let røven, stakler!” Ingen skal bilde sig selv og hinanden ind, at man kan klare sig i DK uden uddannelse.

Men flest pisk til Danmark,  der svigter hver femte unge indbygger. Hvis ikke vi får rettet op på det inden, bør næste 1. maj være en særlig tema-dag, hvor vi tager hul på problemet.

Så kan man jo ligeså godt tage bråden med det samme: Jeg er embedsmand, og det er knaldspændende.

Magt, mål og medarbejdere
Alle dem der tvivler på dansk demokrati ved jo godt, at der ligger masser af magt i embedsvældet. Til andre må jeg bruge alle minekommunikationsevner til at overbevise om det sjove ved lægge strategier, tage hensyn til ledelserne og nå både mål og medarbejdere.

Endelig er der en gruppe, der ikke tager så tungt, om jeg er journalist, embedsmand eller smed. De forstår ikke, at jeg vælger arbejde frem for at passe egen baby. “Savner du hende ikke?”, “Synes du ikke, du går glip af en masse?” eller ikke-spørgsmålet, “Hun er sørme da meget lille at gå fra om morgenen.” De er svære at overbevise. Så det lader jeg være med, jeg konstaterer bare, som jeg allerede har gjort her: Jeg er vild med mit job.

I almindelighed
Når det er sagt, har jeg en indrømmelse: Jeg elsker mit job lidt mindre, hver gang vores journaliseringssystem tvinger mig til at kalde mit arbejde: “Informationsmateriale i almindelighed”. Havde glemt, hvor trist jeg bliver, når det sker, men har allerede sukket over det flere gange på den uge, jeg har været tilbage.

Det kræver en forklaring
Journaliseringssystem: Lyder kedeligt, er det også. Men samtidig ret praktisk, fordi det system holder bedre orden på mine dokumenter, end jeg – et stort rodeho’de – selv er i stand til. Problemet er bare, at for at andre skal finde rundt i mine dokumenter, skal jeg placere den i nogle “mapper” jeg ikke selv har fundet på, hvad skal hedde. (Du kan se billedet større ved at klikke på det.)

Og det må være verdens kedeligste embedsmand, der har fundet på de navne: “Informationsmateriale i almindelighed”? Gu’ er det ej.

Stolthed og arbejdsglæde
Alt, hvad jeg laver, skulle da gerne være “informationsmateriale i særdeleshed”,  og alle medarbejdere skal da helst gå rundt og føle, at de laver noget ualmindeligt godt og vigtigt. Hvorfor dæmpe en eventuel begejstring og arbejdsglæde ved at hævde, at folk bare laver almindeligheder?

Har sagt det til alle, der gider lytte, men folk på kommunen har heldigvis haft andet at lave de syv måneder, jeg har været væk. Så ingen har pyntet på journaliseringen.

Må åbenbart lære at leve med det. Undres og ærgres, og se det som eksempel på, hvor vigtigt det er, at arbejde for stolthed og arbejdsglæde hos medarbejderne. Nu hvor journaliseringssystemet gør alt for at fortælle os det modsatte.