Læste i Berlingeren forleden, at unge bare vil have gymnasiet overstået. Druk, fester og venner er ligeså vigtigt for dem. Ambitionen er med andre ord ikke “at være god”, men bare at være med, og Berlingskes vinkel var naturligvis, at Danmark ikke har råd til så lad en ungdom.

Længere fremme i bladet stod, at både Brøndbys og OBs trænere var fint tilfredse med 0-0 i kampen i søndags den 6. november. Her var ingen kritik, selvom trænernes tilfredshed da er langt mere forargeligt  og overraskende end gymnasieelevernes ladhed.

Dels får trænernes væsentlig mere i løn for at skabe resultater. Dels er trænerne voksne. Så ved man bedre.

Barn af breddeidræt
Da jeg gik på HF, var min ambition at nå “over middel”, så jeg bar stolt min hat med et snit på 8,1. Altså 0,1 over middel.

Jeg er barn af breddeidræt, daginstitutioner og højskolekultur, og jeg troede faktisk, at hele livet handlede om “at være med”. Da jeg blev lidt mere voksen, kæmpede jeg først for at komme ind  på journalistuddannelsen, og endnu senere skrev jeg jobansøgninger, så det  fløjtede.

Det var der, jeg opdagede, at man ikke modtager noget diplom for deltagelse alene. Hvis du vinder, kommer du ind på dit drømmestudie og får job, når du er færdig.

Det er det, det gælder om, når man er professionel og voksen. Eneste undtagelse er, når man ved, at man tabte til “nogen, der er bedre end dig selv”.

Så: Hvis OB og Brøndby havde tabt eller spillet lige op med Barcelona, havde det været fint tilfredsstillende. 0-0 til hinanden er spild af tid. Ingen modtager diplomer for deltagelse alene.

Vær med i hverdagen
Skal vi så kæmpe for at vinde hele tiden? Nej sgu’. I  mit liv gælder hverdagen bare om at være med. Jeg nyder fritiden, tager lidt opvask og giver mig selv og min familie et lille imaginært deltagerdiplom, hver gang vi har overstået en lidt kaotisk morgen eller spist os igennem et halvhjertet måltid aftensmad.

Men hvad med gymnasieeleverne?
Men er gymnasieeleverne så unge, at det er okay, bare de er med? Eller er gymnasiet et så professionelt studie, at de må knokle for gode karakterer, og kun tabe til dem, der er bedre end dem selv?

Så længe vi ikke giver dem resultatløn, kan vi ikke tvinge dem til at gøre deres bedste. Kun håbe på at de ved, hvad de drømmer om og hvilken gymnasieeksamen, det kræver. Jeg kunne heller ikke tvinges til mere, da jeg arbejdede målrettet frem mod “over middel”.

I stedet er der en regel i gymnasiet mod for meget fravær. I den ligger jo netop, at det handler om at være med og ikke om at vinde.

Præcis samme fokus på deltagelse har vi, når vi taler om, at børn skal være glade for at gå i skole, så måske skulle vi tage stilling. Skal børn være glade for at gå i skole eller glade for at lære?

Til gengæld er der ikke noget at rafle om for Brøndby og OB. I professionel fodbold handler det altså om at vinde.

Dette indlæg blev udgivet den torsdag, 10. november 2011 kl. 14:38 og er gemt i Journalist & sådan. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.