Loading ...Hverdag hver dag
Så har det været hverdag i 1½ måned. Knald på ved skrivebord fra 8 – 16 og masser at se til fra jeg kommer fra arbejde, til Molly er puttet, og jeg selv er nedsmeltet på sofaen.
Derfor har grillbaren ligget i dvale den sidste måned.
Heldigvis er det sjovt. I dag jublede jeg, da hun armkravlede frem i verden. I morgen er jeg tovholder på et stort mødearrangement på rådhuset om formiddagen og henter med cykeltrailer for første gang, når det bliver eftermiddag. Endnu en dag med jubelpotentiale.
Gad vide om så ikke læsere uden børn er begyndt at vende øjne og læsere med børn enten nikker bekræftende og selvtilfredse: “Jo, jo, børn var den helt rigtige beslutning,” eller synes jeg er for meget, for:
- Hvad med frustrationen, når man bare ikke ved, om man gør det godt nok?
- Hvad med nattesøvn?
- Hvad med de dårlige odds for at være spontan, når en lille kræver dig, og det hele skal hænge sammen?
Frustrationen
Den dumpede ind i tide og utide, da jeg var på barsel:
“Hvad med grød? Hvor meget? Hvor klumpet en grød kan man tillade sig at byde en baby? Hvor længe bør man prøve, inden man giver op?”
“Gad vide om det er min skyld, hun hoster?” “Er min skyld, hun bliver rød i enden?” “hvorfor slår hun ikke sine hænder ned i gulvet af begejstring, når så mange andre på hendes alder gør det?”.
Hun er forlængst begyndt at slå i gulvet. Til gengæld skal jeg have læst op på fordelene ved rugbrød: Hvornår må hun få kerner og så videre. Men med 37 timers arbejde er der blevet mindre tid til at spekulationerne går mig på, og jeg bilder mig ind, at det giver et sundere og bedre resultat end irrationel bekymring gjorde.
Nattesøvnen
Jeg får min nattesøvn. Jeg skriver det ikke for at prale. Konstaterer det bare, som en faktor, der giver en hel del overskud i forhold til de arbejdende forældre, der på terrorvis får afbrudt deres drømme om natten. De fortjener præmier! Og en bedre kulør i deres blege ansigter.
Spontanitet
Gik og undrede mig hver dag klokken 17 – 20: Hvordan når nogen familier at lave og spise aftensmad inden børnene er puttet? Der findes jo familier, hvor begge arbejder fuld tid, hvor der er mere end et enkelt barn, og hvor børnene er for store til, at de kan spises af med solo-fodring klokken 17.30 og g’nat flaske to timer senere.
Jeg har researchet, og det viser sig, at alle som med en probaganderende stemme svarer: Madplan.
“Madplan madplan madplan,” siger de. ”Det lyder kedeligt, men det er faktisk ret smart for …
… så slipper man for at spekulere over det, når man først har besluttet sig om søndagen”
… så behøver man kun at handle en gang om ugen”
… så kan man få brugt alle sine porrer, i stedet for at der altid ligger to glemt og forsømt i bunden af køleskabet”
Om ikke andet, så for de forsømte råvarers skyld, skulle jeg måske hoppe på madplanerne, og som en veninde gjorde mig opmærksom på, sker der jo ikke noget ved, at man snyder en enkelt dag, hvis man lige har lyst til kartoffelmos i stedet for ris.
Ih, hvor spontant!
Indrømmet: Det er den slags spontanitet, det bliver til. Sådan er det bare. På nær når jeg nogle gange helt spontant slæber mig i seng lang tid før, jeg plejer eller naivt går derop med intention om at læse.
Så da har de ret. Ikke meget spontanitet i sådan et arbejds- og småbørnsliv som mit. Tror dog godt, jeg kunne prioritere mig frem til mere “spontantid”, hvis jeg ville. Tænker tit på det, der står i Mor på høje hæle (citeteret efter hukommelsen): Man kan godt både være småbørnsmor og passe fuldtidsjob. Men man kan ikke være småbørnsmor, passe fuldtidsjob, gå til fitness, se sine venner, spise godt hver aften og bage brød fra bunden.
Efter 1½ måned med hverdag har det vist sig at jeg er småbarnsmor, passer fuldtidsjob, spiser mad – ikke altid god mad – hver aften og ind imellem ser nogle venner.
