grillbaren lukker nu
Lones lukkede stamsted

Kvindernes dag

Så er det kvindernes kampdag. Og måske har jeg ikke særlig meget at kæmpe for i år. Jeg tjener godt nok mindre end manden, men ellers ser det ret lige ud.

At jeg står for det meste i hjemmet kan indtil videre forklares med, at jeg er på barsel.  Og “det meste i hjemmet” dækker ikke kun indkøb, mandlavning og tøjvask. Også den prestigefyldte finanspost, hvor jeg har bedst styr på forsikringer, betalinger og andet bank-tjuhej. Lidt ironisk kan jeg i dag på kvindernes kampdag ikke åbne den nye flaske med afløbsrens. Må vente til min mand kommer hjem, så han kan gøre det. Men udover det: Nærmest ligestilling hjemme hos mig.

Så måske har de ret, dem der lidt kækt foreslår, at ligestillingsministeren ligeså godt kan være en mand. På den anden side er der mindst fire områder, vi bør pynte på for at få bedre ligestilling i DK. (Og jeg ved godt, der er langt større udfordringer med ligestilling i andre kulturer, og jeg ved godt, at det mest er mænd der har tabt i finanskrisen. Men stadig: Fire områder, vi bør ændre for at få bedre ligestilling i Danmark:)

På job
Jeg overhørte en kvindelig og mandlige læge snakke om problemet i, at kvindelige læger altid siger nej til ekstravagter og akutte “efter kl. 16-opgaver”. De skal hjem og hente børn, så de vil ikke tage de opgaver og mener åbentbart ikke, de har del i det fælles ansvar for at få opgaverne løst.

Hvis det er rigtigt, får vi jo aldrig ligestilling. Hvordan kan vi kvinder forvente lige løn, lige muligheder og at blive set som ligeværdige på arbejdsmarkedet, hvis vi giver os selv særvilkår – selv i velbetalte højprestigejobs?

I bestyrelsen
Der er stadig for få kvinder helt i toppen og i bestyrelserne. Kvoteordningerne er måske ikke en optimal løsning på det problem, men som jeg ser det, er det den eneste brugbare løsning. Dem der er imod kvoteordninger siger: “Det kommer af sig selv. En naturlig udvikling især nu, hvor kvinderne har erobret universiteterne.”

Det kan godt være, men så tror jeg, at det sker i sneglefart. Selv i de brancher, hvor der er markant overtal af kvinder, sidder der mænd i toppen. Det er jo ikke fordi, kvinder ikke har talent til det. “Vi er født lige vakse”, siger ligestillingsminister Lykke Friis til Berlingskes Nyhedsmagasin. Jeg tror bare, at kvinder og mænd mangler fantasi og den kan kvoteordninger stimulere. Så kan de enkelte kvinder lære at se deres muligheder, og magten ser gavnen af at der er flere forskellige at vælge imellem.

På flisen
Præcis ligeså kildent er spørgsmålet om prostitution. Vil det hjælpe at forbyde det, eller vil et forbud bare obstruere drømmejobbet for den lykkelige luder? Så længe mænd kan gå ned og betale en kvinde for en halv times sex, kan han ikke se kvindekønnet som ligeværdigt. Sådan sagde Mette Frederiksen engang (skrevet efter min hukommelse). Jeg giver hende fuldstændig ret. Forbud er måske ikke en optimal løsning, men jeg tror det er den eneste brugbare.

Derhjemme
I familiedebatten om bedstemødrenes roller er far ikke-eksisterende. Det hørte jeg i en debat i efteråret og igen i weekenden blandt venner. Da var det noget med en farmor, en skilsmisse og “nu så hun ikke sine børnebørn nok. Sådan er det jo desværre med farmødre”.

Når både eksperter og andre lader være give faren en rolle, må det være fordi, han spiller en alt for lille rolle i alt for mange familier. For begge køns skyld, må vi lave det om. Der er andre familieformer end den med mor, mormor og farmor. “Far, mor og børn” lyder som noget, der er værd at kæmpe for.

Kampdag er et stort ord
Det er jo ikke 8. marts at de fire punkter skal bringes i orden. Det er resten af året, vi skal – ikke “kæmpe”, men – arbejde i den rigtige retning, hen mod den stilling mellem kønnene, vi gerne vil have. Den 8 marts skal vi glæde os over det, der går godt. F.eks.

  • nylig ligestilling blandt ministrene
  • at Berlingskes nyhedsmagasin synes, det er relevant at skrive om ligestilling. Når de samtidig udkommer med et langt boligtillæg og i et tidligere nummer bragte en lang billedserie med “magtfulde ægtepar” kan man frygte, at bladet slækker på erhvervsstoffet for at læfle for de kvindelige læsere. I dagens anledning vælger jeg den positive vinkel: Fedt, at ligestilling ER relevant erhvervsstof
  • Flere og flere mænd tager barselsorlov
  • På min arbejdsplads, “Kommunen” er der i  grunden en del kvindelige chefer, der fint fungerer som forbilleder

Share and Enjoy:
  • Digg
  • Facebook
  • Google
  • LinkedIn
  • E-mail this story to a friend!

Skriv en kommentar