Loading ...Et tab på 2000 mand
Den 18. april 1864 kæmpede danskere og prøjsere et meningsløst slag ved Dybbøl. Der døde 2000 mand. Mange på dagen og en del på lazaretter i dagene og ugerne efter. Enten fordi lægerne ikke kunne operere granaterne ud, eller fordi der gik håbløs betændelse i sår og snit efter operationerne.
Lægen Loeffler rapporter om patienterne ved hans lazaret:
“Den prøjsiske menig Leppin fra det 24. regiment. Skud gennem hovedskallen. En knoglesplint trængt dybt ind i hjernen. Omking såret hjernesubstans og knoglesplinter. [...] Leppin er desuden såret i venstre arm. Alle bløddele i armen er revet op og knogle blotlagt. For at lindre smerten amputerer man den nederste tredjedel af underarmen. [...] 21. april: Ud af såret i hovedet flyder tynd manterie blandet med hjernesubstans. 25. april: Amputationssåret begynder at væske. Patienten smider sig omkring; tunge, sukkende åndedrag. Døden indtræffer.”
Slagtebænk Dybbøl
Der er masser af malende vidnebeskrivelser i Tom Buk-Swientys “Slagtebænk Dybbøl”. Lidt for mange beskrivelser, faktisk. Det havde været fint med et enkelt eller to kapitler, hvor “Menig Soldat” skriver hjem om, at han savner sin familie og at hans sidemand ved Dybbøl Skanse lige er blevet skudt i armen, så blodet blæste ud på væggene i skyttegraven, hvor døde og sårede lå blandt hinanden. Soldaterberetningerne fylder al, al for meget. Jeg blev helt lettet, da jeg nåede kapitlet om Danmarks baggrund for krigen. Efter en slags sejr i Fredericia i 1849 så Danmark alt for romantiseret på krig, oveni det smuldrede landet fuldstændigt i sorg, da kong Frederik den 7. – ham der brandede sig med “Folkets kærlighed min styrke” – døede i 1863. I samme del fortæller Buk-Swienty om Tysklands situation. En sejr i Dybbøl kan hjælpe Bismarck i hans vision om at militarisere Tyskland. Han er oppe imod reformisterne, der ville væk fra kadaverdisciplin og stærkt militær. Jeg anede det ikke, og kunne sagtens klare mere om Bismarck og strategi.
Spild af lidelse
De kapitler er knaldspændende. Det er kapitlerne om storpolitik og om spirrende og tøvende nationalstater, der sætter følelserne fra menigsoldat i perspektiv. Niels Arne Sørensen mestrede den balance i “Den store krig”.
Slagtebænk Dybbøl slutter også med sådan et kapitel. Slutningen på historien om slagtebænk Dybbøl viser, at krigen – og dermed tabet af 2000 mænd – havde meget lille strategisk betydning.
Det fylder alt for lidt af bogens knap 400 sider. Så mens jeg gyser ved tanken om, hvordan “alle bløddele i armen er revet op og knoglerne er blotlagt”, håber jeg på, at Buk-Swienty snart skriver en 2′er.
