Loading ...Barnlig sport og en dårlig taber
Caroline Wozniacki bankede Elena Dementieva i tennis i dag. Dementieva fik en henstilling, fordi hun talte for meget med sin mor i første sæt. Senere benyttede Wozniacki sig af en regel om, at hun gerne måtte tale med sin far. Så slukkede vi for tv. Aldrig har jeg set så barnlig en sport som kvindetennis.
Ikke siden i søndags, hvor jeg så Formel 1. De har også alle sammen deres familier med, hver gang de er til kamp.
Alligevel er Caroline Wozniackis sejr suverænt ugens nyhed. For 17. uge i træk taler vi finanskrise, og i 5 – 6 uger, har vi spurgt og så konstateret: “Fogh skal til Nato.” I dag er det første gang, Caroline Wosniacki bankede verdensranglistens nr. 4. Sådan Caroline. Endelig sker der noget nyt.
En lang konkurrence
Apropos barnlig er det gået op for mig, at jeg er en barnagtigt dårlig taber. Det meste af mit liv bildte jeg mig selv ind, at jeg “ikke var konkurrencemenneske og bare syntes, det handlede om at være med”. Sådan er det ikke. Jeg konkurrerer som en gal, men er så dårlig taber, at jeg giver op, hvis der er udsigt til, at jeg taber. For eksempel i boldspil. Og i modekonkurrencen om at se smartest ud i tøjet. Her gælder det bare om at være med, her har jeg opgivet at vinde.
Jeg så engang i Sex & The City, at efter man har afsluttet et forhold, er resten af ens tilværelse en lang konkurrence med sin ex om, hvem der får det bedst.
Sådan har jeg det desværre med rigtig mange ting. En lang konkurrence i, om jeg klarer mig ligeså godt eller bedre end dem, jeg omgås. I det lys er det sådan set helt fair, at Caroline Wosniacki, Jenson Button og de andre barnlige sportsstjerner har familien med rundt, når de konkurrerer. I konkurrencer er det godt at have familien på sidelinjen, hvis nu man er bagud i et sæt.
Men kun i konkurrencerne i det virkelig liv, synes jeg. I tennis og Formel 1 er det stadig ret barnligt – og tænk at få en henstilling for at tale for meget med sin mor.
