Mandag den 2. februar greb jeg fat i en Urban Avis og var lige ved at være tilfreds med den. Gratisaviserne er gode til prisen, synes jeg, og når man skal med toget er avis en gave.

Mandagstanten
Ovenpå stativet lå en aflagt Berlingske Tidende. Betalingsaviserne er også gode til prisen. En Berlingske Tidende koster 18 – 19 kroner, men havde jeg tid, ville jeg gerne pløre den og de andre betalingsaviser igennem hver morgen. I toget Odense-Horsens havde jeg tid. Jeg grabsede grådigt betalingsavisen sikker på, at jeg havde scoret en endnu bedre gave. Indtil jeg opdagede, hvor ens de var.

Hvordan kan Berlingeren tro, at de kan lokke købere til at betale med samme argumenter, som Urban lokker gratister?

Vil du betale 18 kroner for den lidt mere opfindsomme rubrik “Syv gange lykkelig”, når “Prisregn over Lene Maria og ‘Frygtelig Lykkelig’ ” er gratis?

Vil du betale 18 kroner for “Flertal: Størst skattelettelse i toppen”, når “Danskerne dømmer topskatten ude” er gratis?
Her er det ikke engang til at sige, hvilken rubrik der er bedst, ligesom “Hvidt og co. så sort”øverst i Urbans venstre hjørne er omtrent så fiffigt som “Wilbek hva’ nu?” øverst på betalingsberlingeren.

Den lille – bitte – forskel
Forskellene på aviserne er, at Urban både lokker med en rockanmeldelse af The Broken Beats og den sensationelle “Anne Mette Fogh kan snart tjene mere end Anders”. Berlingeren lokker med historien “Dansk støtte til udenlandske partier.”

På de forskelle kan man se, hvad man nok havde på fornemmelsen, at Urban hælder mod ungt og kendis, mens Berlingeren er mere seriøs (og vel også uforståelig. – Overskriften “Dansk støtte til udenlandske partier” røber ikke meget om, at historien handler om støtte til ulandene. – Men måske sælger ulandshistorier ikke aviser. Så er det godt tænkt at camouflere).

Tabloidtid
Min undersøgelse er helt uvidenskabeligt baseret på to tilfældige aviser en enkelt tilfældig dag, hvor netop jeg skulle med tog. Så senere har jeg skaffet endnu en forside fra mandag. Det er Politikens, og før jeg så den tænkte jeg: Ligheden er søm til betalingavisernes kiste. Skal man overleve som betalingsdagblad, må man finde nicher: Erhverv, tro & etik eller Regionalstof.

Men se på Politiken og ånd lettet op. Især hvis du kan lide tanken om, at aviser koster penge, og hvis du kan leve med det ikke så tog-venlige broadsheetformat.

Som konklussion på min uvidenskabelige medieanalyse vil jeg vove den konklussion, at det lille tabloidformat frister til de hurtige overskrifter, som gratisaviserne leverer ligeså godt.

For at underbygge den konklussion vinder Politiken på håndbold-teaser (citeret af Mikkel Hansen):

“Vi lignede jo en flok forkælede knægte, der ikke gad spille for en bronzemedalje”

Det citat er der slet ikke plads til på tabloidforsiderne.

Til gengæld må jeg røbe, at den mest interessante nyhed i Berlingske i mandags var de to artikler om Barack Obamas protektionisme. Den historie bruger Politiken heller ikke forside på.

Tags: journalistik, sport, USA

Dette indlæg blev udgivet den torsdag, 5. februar 2009 kl. 22:55 og er gemt i Journalist & sådan. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.