Loading ...Dødsens alvor
Jeg fik fuldstændig ret i, at Bitterfissen er en fremragende bog for mig.
For flere lørdage siden troede jeg, bogen var en ny Nynneagtig bog. Letfordøjelig ironisk chicklitt om mødre, der alligevel ikke helt orker det og for eksempel synes, det er rigtigt tarveligt, at de ikke må drikke – bare en lille smule – når de er gravide, ammer, har ansvar for små børn. Jeg sad og læste en artikel om standup-teater, der bygger på bogen.
Alt det mor-noget
Dengang var jeg i fjerde uge. Jeg kæmpede hårde kampe mod lyst til fredagspils. Samtidig frygtede jeg for, at jeg selv ville blive sådan en, der glemmer sig selv i arbejdet for at blive supermor i glansbilledefamilie. (Det gør jeg måske stadigvæk en smule. Også kæmper mod fredagspils.) Jeg trængte til ironisk distance til alt det “mor-noget”, så da jeg havde læst artiklen, vidste jeg udmærket, at den bog bag teaterstykket var obligatorisk læsning. Det fik jeg ret i. Jeg slugte romanen i to store bidder.
Til gengæld tog jeg helt fejl ved at tro, at bogen var en Nynne-bog. Bitterfissen er dødsens alvor.
Hovedpersonen er 30 år, freelancejournalist og mor til Sigge. Hun føler sig hele tiden undertrykt af sine egne forventninger til moderrolle, idyllisk familie og toptunet karriere “på lige fod med mændene.”
Når hun har været væk fra Sigge, afviser datteren hende, når hun kommer tilbage. Det sker ikke, når hendes mand kommer hjem efter en uge. Måske fordi han ikke har dårlig samvittighed over at tage afsted. Det mener han selv.
Da bogen begynder, tager hovedpersonen væk fra familie, arbejde og (egne) forventninger. Hun tager på ferie alene. Mest for at få sovet ud og overveje om hun orker familielivet. På Tenerife studerer hun parrene og husker tilbage på sit eget liv. Det er kønsrollerne i alt det, der gør hende til en bitterfisse. Bitter over at hun ikke kan få det hele til at fungere, og at hun ikke kender eksempler på andre der kan.
Tungen lige i munden
Det bliver en tungen-lige-i-munden opgave for alle, der vil det hele. Det vidste jeg da også godt, inden jeg læste bogen, men nu er jeg blevet helt overbevist. Jeg banker bogens indhold ind i hovedet på mig selv for at huske på, at man skal beholde sin integritet, og vælge sine kampe. Også efter man er blevet mor.
Indtil videre har jeg besluttet, at læse bogen igen om et år, for at minde mig selv om mine løfter om mit liv. Tror det er første gang, jeg har læst sådan en bog, og det havde jeg nok slet ikke gjort, hvis jeg havde vidst den var sådan: at den nok var skæg ind imellem, men aldrig så ironisk, så det gjorde noget.
