Loading ...De sande værdier: revisor uden tal
“Du er systematisk og vil gerne have kontrol,” sagde en medkursist til mig for en uges tid siden. Jeg var på kursus i storytelling, og efter hun havde hørt min historie om “en beslutning, jeg havde truffet”, skulle hun give sit bud på, hvad der var mine værdier.
“Det er ikke dårlige værdier,” tilføjede hun, da hun så, at jeg blev bleg og forbløffet.
Næ, men hvis jeg selv havde valgt, ville jeg have sagt “spontan, kreativ, dialog”. Den slags modeord, som alle gerne vil have som værdier.
I første omgang bebrejdede jeg historien. Havde jeg fortalt en anden historie, var hun måske kommet frem til nogle andre værdier. Men på den anden side:
I en tid hvor storytelling og værdier nærmest er obligatoriske for organisationer, er det en interessant pointe, at alle organisationerne vælger værdierne først, og finder de historier der passer til bagefter. De sande værdier kommer frem, når man først fortæller historien, og så lader en udenforstående fortælle om værdierne bag.
Mine sande værdier
Et par dage efter kurset pralede jeg med en fantastisk medarbejderdag, jeg havde været med til at arrangere. Min søster spurgte helt oprigtigt, hvornår i alverden jeg var blevet så god til at organisere. Om det er noget, der er kommet nu, hvor jeg organiserer bryllup?
Jeg ved det ikke. Når jeg arbejder, journaliserer jeg mine dokumenter som en gal, jeg nyder mit arbejde allermest, når jeg udvikler vores kommunikationsREGNSKAB, det er mig, der skriver referat til afdelingens ugemøder, og jeg bliver emsig, hvis møderne bliver for smalltalk.
Så måske har hun ret – medkursisten. Måske er mine sande værdier system og kontrol, og når jeg skal brande mig selv, må jeg finde historier, der fortæller om de værdier.
Havde jeg ikke været tal-skræk, var jeg nok blevet revisor. Så havde revisorfaget lige være noget for mig: System og kontrol. Nu fortæller jeg folk historierne om at jeg arbejder med kommunikation, og på den måde bilder jeg dem ind, at jeg er spontan, kreativ og dialogorienteret.
Men så i går
I går havde jeg affundet mig med den store løgn i mit liv: Mit sande jeg er en revisor uden tal.
Heldigvis gik jeg i gang med at bage 120 boller til på lørdag. Og heldigvis har jeg måtte handle fire gange, fordi jeg regnede galt og blev ved med at glemme ting (og heldigvis bor jeg tæt på en Fakta, der har åben til 22 – men det er en helt anden sag).
At jeg regnede galt, er netop et eksempel på min talskræk: Jeg går i sort, bare jeg skal gange en opskrift op til syv portioner. Men jeg blev også ved med at glemme ting. I går glemte jeg kerner. Dem måtte jeg ned efter senere, hvor jeg så blandt varer og butiksmedarbejdere kom i tanke om en række andre ting, jeg også havde glemt. I dag var jeg nede og købe det ekstra, jeg ikke kunne regne mig frem til i går. Også det gav ekstra motion, fordi jeg var så fokuseret på mere gær, at jeg både glemte mel og smør.
Når jeg kigger på de færdige boller i dag, må jeg også konstatere, at de ikke ligner en revisors værk. Der er ikke to boller der er ens, så der er ikke meget kolonne over det. Både størrelse og form varierer.
Desuden har jeg glemt at smage på dem, efter første hold var færdige. Nu synes jeg, det er for sent. Vi smager på dem lørdag nat, og hvis de er dårlige, må vi lade dem være eller putte dobbelt smagfuldt pålæg på. Enten for at kvæle en kraftig gærsmag eller, fordi bollerne ingenting smager af.
