grillbaren lukker nu
Lones lukkede stamsted

Kærligheden kræver kræfter

At elske nogen og lykkes med at leve med dem, det er ikke lutter kys og lagkage.

Forelskelse beruser og gør lykke. Kærlighed er hårdt arbejde. Det har jeg måtte sande de sidste par dage, efter jeg har fået installeret Linux Ubuntu på min bærbare computer.

Mand, jeg gad godt elske Linux Ubuntu. Jeg elsker idéen om Linux som fri konkurrent til Microsofts Windows, jeg identificerer mig med et styresystem, hvor Open Office og Gimp automatisk er installeret, og jeg bliver vel lidt stolt af mig selv ved tanken om, at jo flere styresystemer jeg behersker, jo stærkere og friere står jeg.

Men der er forskel på at elske en idé og en intension og så at leve med, at alle de kommandoer og genveje, jeg bruger i Microsoft, ikke fungerer her. Med Ubuntu skal jeg tænke forfra. Startmenuen er øverst, og rigtig mange genveje ligger andre steder end i Windows, som jeg har vænnet mig til gennem mange års selvfølgeligt brug. Nogle af de funktioner, der fungerer i Windows, skal jeg finde erstatninger for her i Ubuntu. Med andre ord er der ikke ret meget, der er lige til her i de første par dage.

Heldigvis er der jo også forelskelsen. Glædesrus og lykke, som luner, mens jeg kæmper koncentreret – bare for at hente et billede på nettet og sætte det som baggrund på skrivebordet.
Jeg jubler forelsket over Tux, pingvinen, der er logo for Linux og som på flere billeder pønser på at smadre Windows-ikoner – ligesom Linux Ubuntu forhåbentlig med tiden vinder over Windows Vista her på min computer. Forhåbentlig.

Share and Enjoy:
  • Digg
  • Facebook
  • Google
  • LinkedIn
  • E-mail this story to a friend!

Tags:

Skriv en kommentar