NOGET DU SKAL VIDE (Janni Olesen, 2008): Sjældent har jeg læst så vred en roman. Den har tre hovedpersoner, som romanen ikke viser sympati for. Tilværelsen flasker sig bare ikke for de tre. Det går dårligere og dårligere, og det er det, du skal vide i romanen, Noget du skal vide. Tag bare begyndelsen, der taler for sig selv:

- Du ser træt ud, Jakob, hvad tænker du på?

Jakob er træt, Mariapigen, for Jakob har lyttet til dit ævl de sidste to et halvt år, din lommepsykologi og din grænseløse selvindsigt og dine neuroser, og jeg har måtte indrette mig i et lille hjørne af dit liv, male væggene med tålmodighed, æde mine frustrationer, sove med mine egne dæmoner og trække et lag af overbærenhed over mig og pleje min skyld, min tristhed, mine tanker, min kritik, min utålmodighed, mine bandeord, min uforløste liderlighed

… Af flere grunde, stopper jeg citatet her. Punktum og Jakobs svar står først på side 7, og både den opremsede skildring og svaret skal læseren have lov at nyde med den vrede bog i hånden. Samtidig er det helt relevant at hæfte sig ved “uforløst liderlighed,” for selvom personerne er i 20erne og 30erne, er romanen som sort ungdom: Den drypper af vrede og oprør og sex fra den aller første side.

Alligevel formår forfatteren, der forhåbentlig slet ikke er så vred i virkeligheden (hun er socialrådgiver i Jammerbugten, så det går ud over nogen, når hun er vred), at skabe udvikling og overraskelser. Ikke at lykkens pamfilius når at sejre. Den der tilsyneladende vinder, taber alligevel til sidst, og den der slipper nådigst når til et stadium af “affinden sig med.” Men som sagt er der sorte overraskelser i det sorte, og det er faktisk fremragende læsning. Også for en, der er langt forbi den vrede ungdom, og for den, der aldrig var så vred, hverken i ungdom eller senere.

Dette indlæg blev udgivet den søndag, 27. april 2008 kl. 17:02 og er gemt i Bückerei. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.