Loading ...Det swingede. Ind imellem.
Lad mig sætte ord på. Ord på koncerten med Bazaar i Badstuen i Odense i dag, d. 24:
Alt hvad hun ville var at danse natten ung og smuk og usandsynlig. Hun var i meget rødt og orange og flagrende tøj og af den type, der altid er.
Jeg kunne nu også mærke det i mine egne ben, der var klar, mine fødder der vipped i takt og i mine hofter, der gerne ville have haft lidt bevægelsesfrihed. Men jeg sad ned.
I pausen på pigetoilettet hørte jeg to fremmede tale om, at ”i gamle dage dansede vi til det. Det gør vi ikke mere”. Måske skulle Bazaar have fjernet bordene, så vi stod op. Så var alting tættere på at danse.
Bandet Bazaar bestod af tre. Et el-orgel, percussion og en træblæs. De tre lignede hhv. en gymnasielærer, en pensioneret håndværker og en troldmand. En arrogant troldmand, og sådan en har jeg aldrig før set. Jeg har set troldmænd der enten var onde eller gode. Men aldrig troldmænd, der var arrogante, som den jeg så her til aften i Peter Bastian på blæs, der var ragende ligeglad med publikum og også så sådan ud.
Integrerer
Musikken swingede. Til tider. Det var det gode ved koncerten.
Da Bazar Fyn åbnede sidste år, var der en der sagde: ”Der er ikke noget som handel til at integrere.” Der er nu heller ikke noget som musik, der integrerer, og den slags musik kan Bazaar levere. Fra lyd af dansk folkemelodi til Hele Den Tyrkiske Musik, afrikansk og indisk tromme, elektrisk funk og sigøjnerfagot.
Sagen var altså, at Bazaar på den ene side rummede musik på tværs af landegrænser, men på den anden side var for arrogante til at integrere sit publikum i oplevelsen.
Koncerten på Badstuen var en lukket fest for de tre på scenen. De lod fuldstændig være at invitere publikum. I det mindste kunne Peter Bastian have sagt i begyndelsen, hvad han sagde til næsten sidst:
”Der er jo lange kurser om, hvad kunstnere skal gøre for at fange publikum. Vi har ikke været på nogen af dem. Er det ikke befriende? Nå, ikke?”
Så havde vi vidst, at det her blev en ikke-brugervenlig- koncert. Så havde scenen været sat, og det er musikernes vigtigste opgave at sætte scenen. Men det havde nok alligevel ikke været godt nok, selvom Bazaar er gode musikalsk.
For her skal musikere huske det, journalister ved: Musik er kunst. Det behøver ikke være til for publikums skyld. – Ligesom med ord og skriverier. Men koncerter og medier. – De er for publikum. Her er kunstneren ikke at lave kunst, men formidle den. Præcis som med al anden formidling.
Så i stedet kunne Bazaar have fjernet bordene, og sagt i begyndelsen af koncerten: Alt hvad vi vil have er, at I danser – natten ung og smuk og usandsynlig.
Så havde vi da vidst det, og det havde været en mulighed, og det havde swinget. Det havde swinget luft under vores vinger.
Det gjorde musikken nu også af sig selv. Ind imellem.
En helt anden historie:
Gad vide om de, der puster sensuelt i blæseinstrument til daglig, får det samme ud af kys som os andre. Mon ikke de nogle gange bliver skuffede over manglen på toner i et kys?
