Loading ...Når man er nået en alder over 32
I går spillede Marie Key på et proppet Jazzhus Dexter. I sidste uge skulle jeg have set Familjen på det gamle Studenterhus. Der var udsolgt, så det ligner en tendens, at odenseanerne går ud og hører musik, og at “der sker sgu noget i Odense.”
I går kom vi i sidste øjeblik og måtte hente stole nede bagved og sidde lidt uaftoriseret i en mellemgang. Heldigvis med fremragende udsyn til scene og band.
Ikke nok med at sangene er ualmindeligt fabelagtige: Han er sød/men han kan ikke regne/hans far er bekymret på hans vegne/han siger at det er sgu noget man skal ku’/hvis man vil ind på DTU – DTUuuuuuh/Der har hans far gået …
Musikerne spiller godt, og imellem sangene røber forsangeren, at hun ikke bare kan skrive sange, der tager kegler, hun når også Niels Hausgaard og Poul Dissing som entertainer. Smækironisk fortæller hun om næste sang og hyggesnakker god stemning ud i hele lokalet, der mest bestod af 40+’er. Sad der med min kvalitetsøl i særligt glas, smilede som en flækket træsko og følte mig helt lykkelig og tilpas. Så mens foden vippede til togprotestsang med juble-omkvæd, vandrede tankerne ud ad en tangent:
Lone: fast arbejde, er nået en alder over 32, skal giftes til efteråret, er lykkelig og tilpas i lejet byhus’ 1. sal i provinsen, og skrupfan af et dansk popband, som bliver spillet meget på P4, “kanalen for +35″. Så kan jeg næsten ikke blive mere voksen.
Siden jeg var otte år, har jeg ellers været uhelbredelig fan af WHAM. Da jeg så George Michael ryste røv og synge dansabel disco i Parken for et par år siden, kuldrede det mig. Men til hverdag er jeg mere til dansk eventyrlige tekster og pop.
Bliver sgu nødt til at købe deres nye EP allerede i dag, så jeg selv kan synge med på jubleomkvædet, hvor en DSB-medarbejder siger til den sure togpassager:
Du er så smuk/og alle kan se det/du ligner solskin udenfor.
