Krogsbøll kronologisk
Jeg foreslår Lone Knudsen Krogsbøll som navn, når jeg skal giftes til september.
Det lyder måske ikke af så meget, Knudsen. Men det er jo det, man hedder til de familiefester, jeg har gået til hele mit liv, og ingen i min levetid har giftet sig ud af navnet. Heller ikke i forrige generation var der piger, og jeg tror heller ikke min farfar havde nogle søskende. Så det er altså rigtig mange år siden nogen Knudsen i min slægt, har skiftet Knudsen ud med andet. Tværtimod har fætres fantastiske kærester giftet sig til navnet og med lidt humor i stemmen konstateret, at nu var de jo fru Knudsen’er.
Nu trygler jeg om kommentarer til mit valg, Knudsen Krogsbøll: Vær ærlige og skriv hvad I synes om mit navneforslag, og mine argumenter.
Argument for: Krogsbøll er jo det min mand hedder, og det er et skønt navn, men det mister lissom lidt, hvis det bare skulle være mellemnavn. Der har Knudsen som navn ikke så meget at miste i sig selv. For mig betyder det som sagt langt mere, men det kan det ligeså fint gøre i midten som til slut.
Argument imod: Flere end jeg troede hænger sig i, at Knudsen er et sen-navn. De synes, at et sen-navn enten skal være efternavn eller helt ud. I stedet skal jeg vælge mit mellemnavn Aagaard som mellemnavn, mener de.
Det er der ingen grund til. Aagaard bruger jeg kun fordi, der er mere lir og æstetik i det end i Knudsen – og i Lone.
Med Aagaard Krogsbøll vil der komme markant mere: “To aa’er, to aa’er og to ll’er.” i mit liv, og det er nu slet ikke noget, jeg mangler. Så nej: Aagaard har jeg besluttet at droppe. Krøgsbøll med ø og dobbelt L er lir nok til mig.
Det jeg vil høre jeres mening om og argumenter for og imod er:
- Du’r det med Lone Knudsen Krogsbøll?
- Er jeg pattet og pjattet, når jeg ikke vil smide Knudsen-navnet og bare hedde Lone Krogsbøll?
- Er der ikke også noget godt i “u-lyden” i Knudsen, når nu både Lone og Krogsbøll er domineret af o?
Jeg vil ikke love, jeg retter mig efter hvad andre mener, men gør forsøget.


Loading ...





2. marts 2008 at 23:26
Jeg stemmer klart for Lone Krogsbøll, men jeg er selvf. også hendes forlovede og kan ikke bryste mig af at være helt neutral. Lone Knudsen Krogsbøll lyder bare lidt underligt synes jeg og Lone Krogsbøll Knudsen er udelukket, for hun skal da ha’ mit efternavn som efternavn!
3. marts 2008 at 00:14
Kære Lone-pigen
Først og fremmest TILLYKKE! Jeg kommer! Altså, hvis I holder noget, eller hvis jeg (og det vil jo så sige vi) bliver inviteret i kraft af min status som vedhæng.
Hvad er der galt med Aagaard? Jeg foreslår klart den absolut mest fuldendte løsning: Lone Aagaard Krogsbøll Knudsen. Det bliver så dit officielle navn – så kan du altid kalde dig noget kortere i forbindelse med dit arbejde. “Lone Aagaard Krogsbøll Knudsen, Washington”…? Nej vel, det er for langt! Men hvis du vælger denne lange “officielle” løsning, tilfredsstiller du alle eventuelle familiære forpligtelser, og så kan du altid kalde dig noget “andet” proffesionelt. “Lone Krogsbøll, Strassbourg”…? Ja da….!
KH
Svigerdimsen
3. marts 2008 at 08:42
Hej Lone
Da mig og min kone blev gift for ca. halvandet år siden valgte hun at tage mit efternavn. I starten havde hun det rigtig fint med det, men nu ville hun ønske at hun havde beholdt sit gamle efternavn som mellemnavn. Altså, det er ikke sådan at hun har rigtig fortrudt, og det er heller ikke så slemt at hun gider gå igennem besværet med at skifte navn igen. Men det er lige nok til at hun kan nå at ærge sig lidt… Jeg tror at hun (som du også påpeger) føler at hun mistede en smule af sin identitet ved at slette sit efternavn.
Nu bliver jeg nok upopulær hos Jonas da han specifikt havde udtrykt hvilket navn jeg burde foreslå
3. marts 2008 at 16:31
Hej Lone
Jeg må altså foreslå at du vælger Lone Aagaard Krogsbøll, det er de to pæneste navne, du bliver jo nødt til at have Krogsbøll som efternavn og Aagaard er jo også et pænt navn.
Det med Knudsen Krogsbøll bryder jeg mig ikke om, der er noget med -sen-navne der ikke lyder så godt hvis de bliver efterfulgt af et andet navn.
Hvis du ikke bryder dig om Aagaard Krogsbøll kan du jo nøjes med Krogsbøll. For du skal jo have Jonas’ navn.
3. marts 2008 at 17:58
det var dig der firede, det er dig der bestemmer
altså:
Jonas AAgAArd Knudsen
keglen har ikke noget han skulle have sagt.
3. marts 2008 at 20:12
Hej Lone
Jeg synes, der er rigtig god rytme Lone Knudsen Krogsbøl. Og -sen navne skal ikke bare kasseres fordi de er -sen navne, og du er jo en Knudsen ind til benet, så behold det navn. Og det er rigtigt det med identiteten – jeg har stadigvæk ikke vænnet mig til at være en Folkestad … Aagaard Krogsbøl er for meget af det gode. Jeg stemmer for Knudsen Krogsbøll
/Louise
4. marts 2008 at 14:07
Lone Aagård Krogsbøll er det eneste rigtige pæne navn, Lone! UD med det der Knudsen!!!
4. marts 2008 at 14:18
Lone Aagård Krogsbøll…. Sådan er det! UD med Knudsen, det klinger ikke med to K´er i et efternavn. Man snubler over det… NEJ det duer bare ikke.. LONE AAGÅRD KROGSBØLL, Eller,
Lonnie Knudsen
6. marts 2008 at 19:56
Så må søsteren jo blande sig – en Knudsen, der en dag kommer til at stå i en lignende situation! Lone er jo en del mere Knudsen en jeg, hun har arvet Knudsen-øjnene (enormt blanke og fraværende øjne sent på aftenen), hvor jeg til gengæld har arvet Aagaard-røven!
Den oplagte løsning synes jeg er Lone Aagaard Krogsbøll. Det er vel den traditionelle og den samme løsning mor valgte. På den anden side, så er der jo det med øjne og røv, kan man fjerne Knudsen og stadig få så blanke øjne??? Lone Knudsen Krogsbøll eller Lone Krogsbøll Knudsen er nok de bedste til Lone, men Krogsbøll Knudsen lyder bedst… man skal jo ikke hedde det samme!
En kommentar fra en Aaggard Knudsen, der nok bliver den første i flere slægtsled, som vælger Knudsen fra, men jeg har jo også røven til det??!
21. april 2008 at 16:15
Naturligvis skal du hedde krogsbøll – velkommen!!!
19. juli 2008 at 16:26
Du skal gå hele vejen med det samme, hvis du mener det med at hedde det samme som Jonas. Det er møj-irriterende i starten (måske de første par år…) at du hver gang du tager telefonen på arbejdet siger “Det er Lone Knudsen, … øh nåhr nej, Krogsbøll”, men det vænner du dig til. Hvis du beholder Knudsen får du aldrig lagt det fra dig, og du bliver ved med at være en Lone Knudsen, og så kan du lige så godt bare hedde det du hedder i dag. Du kan ikke i praksis være Lone Knudsen på arbejdet og måske blandt vennerne, mens du er Lone Krogsbøll i familien.
Jeg synes du skal vælge Lone Krogsbøll.
Dybest set sidder din identitet ikke i navnet – selvom jeg erkender at det føles sådan, når man skal vælge et navn fra.
…siger svigertanten Anette Krogsbøll (født Olsen), som i dag er glad for kun at have et efternavn, når fulde navn skal skrives.
12. februar 2009 at 16:30
Kære Lone.
Det er en stor familie du skal giftes ind i! Jeg hører nok til den ældre del af slægten fra 1941, og jeg er døbt Krogsbøll. Da jeg blev gift i 1965 tog jeg min mands navn Larsen (det gjorde man jo dengang) men efter ti år skiftede jeg og min mand og børn efternavnet til Krogsbøll, vi blev ofte forvekslet med andre Larsner.
Desuden savnede jeg mit navn! Krogsbøll er jo et godt gammelt familienavn som vi er stolte af.
Det var min farfar der købte navnet i 1910 .
Selvfølgelig skal du hedde Krogsbøll, velkommen i klanen.
Hilsner fra Else-Marie
15. februar 2009 at 12:24
Kære Else-Marie.
Sådan en hilsen som din er jo noget af det allerbedste ved at hedde Krogsbøll. Når man hedder Knudsen er der aldrig nogen, der skriver gode historier til en om det.
Så tak for din hilsen.
Hilsen Lone.