Italiens regering er trådt tilbage. Ud over Romano Prodis Centrumvenstre parti bestod regeringen af et mindre, katolsk parti. Da det trak sig ud af regeringen, krævede de mistillidsafstemning, og Italien, Europas fjolledemokrati, er på vej mod sin 62. regering siden det blev – såkaldt – demokratisk.

Landet bliver ikke mindre fjollet af Berlusconi. En af hans regeringer bestod i over tre år, og er dermed den parlamentariske regering, der har holdt længst i Italien. Som person havde han mediemonopol ved at eje en mængde italienske medier selv og så have stram snor i resten som statsoverhoved. Samtidig bedrev han mange beslutninger der var åbenlyst udemokratiske og ledte mod mere monopol. Beslutninger jeg fnes lidt rystet af dengang, han var minister sidst, men som nu er glemt, fordi jeg jo troede, at Berlusconi var historie. Det fjollede består i, at han står til sejr, hvis der bliver valg i dag.
Om der skal være valgt bliver vidst besluttet i løbet af weekenden, og med de 61 væltede og afbrudte regeringer, er Prodis næppe ugens nyhed.

Det skulle da lige være ved spørgsmålet: Mon ikke Prodi har fortrudt, at han stoppede som succesrigt overhoved for EUs Europakommision, for at sætte sig i en national stol, der er dømt til at vælte? Han nåede at sidde der 20 måneder. Trods alt længere tid end gennemsnittet på 1 år og 10 dage.

Et hul er et hul er et hul
Onsdag den 23. januar blev der væltet hul i muren fra Gazastriben mod Egypten. Det har givet omtrent så fantastiske billeder af eufori, som da østtyskerne knaldede huller i deres mur. Selvom det er helt uvidst, om hullet i muren fører til nogen forandring, for de palæstinensere, der lever i det, man kalder “verdens største fængsel”. Jeg har i hvert fald ikke hørt bud på det fra kommentatorer og journalister dernede. Kun hørt og set deres eufori og palæstinensernes umiddelbare glade ansigter på vej frem og tilbage fra Egypten med madvarer, levende får og motorcykler(?).

Glæden kommer vel af, at hverken egyptisk eller israelsk politi og militær forsøger at stoppe de shoppende palæstinensere. Men euforien kan vel ikke vare ved. På et tidspunkt må hullet enten blive lappet, eller de militante der (så vidt vides) har smadret muren, tager nye initiativer.

Et hul er et hul er et hul. Så lige meget hvad der sker, må hullet være ugens nyhed. Jeg nyder euforien, mens jeg afventer, om Ny Alliance formår at få reel indflydelse på asylpolitikken i DK.

Tags: Italien, Mellemøsten, Ny Alliance

Dette indlæg blev udgivet den fredag, 25. januar 2008 kl. 03:27 og er gemt i Journalist & sådan. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.