Høj burgerintegritet
Otterup Grill og Steakhouse: Det var frokosttid, jeg var sulten, jeg smagte stedets menu: 49 kroner for burger, overvældende mange pommes fritter og en lille sodavand. Valgte faxe kondi, kunne også have valgt cola og cocio. Det var fint for pengene, men der er vel altid nogle ankepunkter. De kommer her:
Jeg kunne godt have brugt mere tomat end den enkelte skive og lidt flere skiver agurkesalat end de tre, der var. (Men jeg er den type, der altid kan bruge mere agurkesalat.) Til gengæld var det skønt, at det var iceberg salat og ikke kinakål, der lå i burgeren, og jeg bliver altid glad, når fritterne er riflede. Så kan jeg godt bære over med, at de var lidt tykke i det, og ikke særlig sprøde. Også ros til den orange-lyserøde burgerdressing. Den smagte ikke grimt og var i helt tilpas mængde og tyk konsistens. Som moderne menneske kunne jeg godt savne ketchup som supplement, må jeg indrømme, men jeg sætter pris på den burger-integritet, der bliver opretholdt ved at insistere på burgerdressingen.
Her kan du sagtens sidde
Endelig er selve stedet en fornøjelse. Grillen ligger på et hjørne, og man kan sidde og kigge ud på lidt liv fra biler og folk der handler på tankstationen overfor, hvor de i øvrigt har overraskende mange forskellige slags madolier – har jeg hørt. Aviserne på grillbaren er forholdsvis friske. Et tre dage gammelt Ekstra Blad er friskt nok til en grillbar. Nyhederne skal jo ikke fremstå friskere end maden.
Man føler sig heller ikke som særling, fordi man sidder inde på grillbaren. Der kom flere kunder, mens vi sad og spiste, og ikke kun folk der tog mad med sig. For eksempel blev en ansat i Otteruphallen siddende og spiste den franske hotdog, han bestilte “fordi, det var fredag”, snakkede han med grill-manden om.


Loading ...




