Loading ...Handler ikke om kvinden
Det andet Køn, Myter og Realiteter, Kapitel 1 (s. 31 – 65): Der er hunkøn og så er der kvinder. Det er den væsentligste pointe i Kapitel 1, der handler om biologien og dermed primært om hunkønnet. Kun perifert som kvinden. Derfor er det (forhåbentlig) det kedeligste kapitel i hele serien. Så er det overstået.
Kuriøst fortæller Simone de Beauvoir, at det er en dansker, Niels Steensen, der gav de kvindelige kønskirtler navnet æggestokke. Alene ved hjælp af terminologi har Steensen bestemt gjort sit for kvindesagen, synes jeg. Kvinden fremstår alt andet lige mere selvstændig af at have sine egne kønsdele i stedet for bare “kvindelige testikler” som de blev kaldt før, han var opfindsom. Det var han vidst et sted mellem 1638 – 1686, hvis han er den Steensen, jeg har fundet på Wiki. (Samme person, som har lagt navn til et gymnasium, til Stenos museum i Århus og Stenosgade i København.)
Lignende kuriøse oplysninger giver kapitlet om hun-kvinden i forhold til hun-bavianen, hoppen og andre hunner. Nogle gange med den konklussion, at biologien ved menneske-kvinden adskiller sig fra de dyriske søstres biologi. Nogle gange bruger Beauvoir, at kvinden ikke bør lade sig begrænse af sin biologiske udformning. Det er kulturelt betinget, når vi tror, at biologien gør kvinden til et svagt køn. Hoppen løber ligeså stærkt som hingsten, så kvinden skal ikke lade mændenes kultur overbevise dem om, at kvinden er den svage, og til de eksempler på, at den kvindelige biologi, gør hende svagere udrustet end manden, formaner Beauvoir om de biologiske realiteter:
“De kan give os en nøgle til at forstå noget af kvinden. Men vi vil bestemt ikke modsætte os den opfattelse, at de én gang for alle skulle have fastlagt hendes skæbne. Man kan ikke på grundlag af dem alene opstille en definition af kønnenes rækkefølge.”
Identiteten
Beauvoir mener, at det er en hindring for kvinden, at hun skal bære barnet, mens manden realiserer sig sig selv, når han trænger ind i hunnen.
I grunden er der ingen tvivl om, at den observation stadig holder. Ellers ville mænd næppe tænke så meget på sex, som de gør, og moderskabet ville næbbe spille så stor rolle i cirkusset om “kvindelige ledere og ligeløn. Samtidig er der nogle nuancer, hun helt overser. Måske på grund af sit mål med skriftet, måske på grund af tiden.
Altså kvinder realiserer sig selv ved at blive mødre, også selvom det både hæmmer deres erhvervskarrierer, og – som hun gør levende rede for – smadrer deres kroppe og hormonbalancer, og efter at have læst dette kedelige kapitel om min (vores) kvindekrop, tænker jeg, at det vel er spørgsmålet om “at realisere sig selv”, nærmere end biologi, der er kernen i sagen om kvindens underlegenhed i forhold til manden. Hvis mandens realiserer sig selv ved at trænge ind i hunnen passer det noget bedre til et aktivt liv på arbejdsmarkedet, end når kvinden realiserer sig selv ved noget der tager i første omgang ni måneder – siden omkring 18 år.
Tags: Beauvoir, Faglitteratur
