Bliktrommen (1959): “Man kan begynde en historie i midten og anstifte forvirring, idet man dristigt vandrer enten fremad eller baglæns. Man kan stille sig moderne an, stryge alle tids- og afstandsagivelser og bagefter forkynde eller lade forkynde, at man endelig, i sidste øjeblik, har løst problemet om tid og rum. Man kan også straks ved begyndelsen hævde, at det nu til dags er umuligt at skrive en roman, men derpå så at sige bag ryggen på sig selv, skrive en gammeldags handlingsroman for til sidst at fremstå som den sidste mulige romanforfatter.”

De tre muligheder giver Oskar sig selv i begyndelsen af Günther Grass’ roman, Bliktrommen. Herefter forkynder han, at han i stedet begynder sin fortælling om sig selv langt “foran sig selv” (står der) – ved at fortælle om sin mormor. Denne omtale bruger en af Oskars tre muligheder. Jeg begynder i midten og vil dristigt vandre helt ud af bogen Bliktrommen, og tilbage igen til Oskars liv i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Det gør jeg ved at begynde med at juble over et sammentræf: Filip kommer et helt andet sted fra. Han er fra midtfirsernes Danmark, i romanen Shamran dør han, og i døden møder han tre hekse.

Når en sær fortæller om hverdag
I Bliktrommen er fortælleren Oskar barn i langt det meste af bogen, og han er den slags kynisk konstaterende barn som man skal høre sandheden fra. Den slags barn, der skyder sine egne følelser i baggrunden, når en objektiv, overbærende holdning og tone giver et mere nøjagtigt billede af en situation.
Uden at kunne huske eksempler, kender jeg metoden fra flere danske romaner af blandt andet Ib Michael, Ebbe Kløvedal Reich og Bjarne Reuter. Det blev jeg hurtigt klar over, som jeg frådende åd Oskars fortælling side for side.
Hovedpersonen Oskar er ikke bare kynisk i sine observationer, han er også en gnom med en pukkel, der som 3-årig har besluttet, at han ikke ville blive større, og derfor lever gennem det meste af bogen som kun knap 1 meter høj. Ingen tvivl om at det er en af de svagheder, der gør, at han virker utilpasset og som måske giver ham kynismen som våben. Desuden adskiller hans sig ved måden, han udtrykker sig på.
Han slår også på tromme. Altid har han en bliktromme hængende om halsen og til hver en tid slår han på den. Rytmer, tango eller en vals så dragende at nazistiske marchorkestrer kommer ud af takt og falder ind i hans melodi.
Ligeså effektfuldt kan han skrige. Så glas går itu. I skolen skriger han, så lærerinden mærker sine brilleglas blive skrøbelige, og han fra den dag – den 1. skoledag, slipper for skolen. I krisetider skriger han hul i forretningsvinduer, så hans ven bagefter kan stjæle det, der ligger derinde. Derfor jublede jeg, da Filip også skreg. Det kan godt være, at Lars Bukhdal og andre prof-litterater oplever sammentræf i tide og utide, men for mig, er det første gang, jeg har opdaget en så tydelig lighed.

Jublende itu
Filip fra bogen Shamran er ikke gnom som Oskar. I stedet er han en meget træt dreng, der ikke orker ret meget, før han må hvile.
Til gengæld har han præcis samme styrke som Oskar. Kynisk kan han se igennem facader og normer i den hverdag, han færdes i. Åh, Jubel, det er fedt at læse. Shamran har jeg pløret mig igennem umiddelbart efter Bliktrommens sidste side, og idet, den er skrevet for børn i 12-års alderen, gik jeg sikkert glip af en masse, som 12-åriges fantasi er bedre til at indfange, end jeg er. Til gengæld stod det hurtigt klart for mig, at Filip netop havde meget tilfældes med Oskar, og at Bliktrommen fra 1959 nok har inspireret rigtig mange af de “nærmest nutidige” forfattere, jeg har læst.
Det, der ellers er et samfund og en hverdag, fremstår mere absurd, når et kynisk barn beretter. Også Jepsens, Kunsten at græde i kor, bliver fortalt af sådan en dreng. (I hvert fald filmen – har ikke læst bogen og gør det nok heller ikke, nu hvor filmen er en perle i sig selv.) Her er hovedpersonens svaghed, at hans familie er skrøbelig, og hans styrke er så netop kynismen. Han hygger sig, da moren bliver alkoholiker, og kommenterer sin fars fængsel med: “Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”.
Så kommer scenen i Shamran, hvor heksene forhører Filip:
“Hvem er du, Filip? spurgte hun skarpt. – Jeg er … jeg er … jeg … er … hans stemme steg og steg. Til sidst skreg han, så Miro måtte holde stig for ørerne. Pludselig strakte han skrigende armen ud, og syv meter fra hans udstrakte arm og sitrende fingre splintredes en rude i tusind stykker.”
Efter det skrig, nærmer Filip sig skridt for skridt sandheden. Mere vil jeg ikke røbe. Men Bliktrommen: Den er fantastisk. Den bør man læse, og så slå et trommeslag for Günther Grass’ fantasi og alt, den har inspireret.

Tags: humor, klassikere

Dette indlæg blev udgivet den tirsdag, 21. august 2007 kl. 03:27 og er gemt i Bückerei. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.