Ugens nyhed må vente. Langt væsentligere for mig er Ukraine og de koldkrigsfigurer, der bogstaveligt talt hersker der. Allerede sidste uge, plaprede jeg om koldkrigere, likvidering, Litvinenka og polonium 210.

Da Muren faldt i 1989 var digter Søren Ulrik Thomsens melding: “Åh nej, hva’ så med spionromanerne.” Litvinenka-mord og ballade viser, at det var spildt bekymring.

Men selvom polonium-missæren er fortsat ind i denne uge, blev den nærmest klassiske konflikt mellem Storbritanien og Rusland trumfet af interne konflikter i Ukraine. Her er der kold og lidt varmere krig mellem præsidenten Viktor og premierministeren Viktor, hhv. Jusjtjenko og Janukovytsj. Præsidenten er vestlig, mens Janukovytsj kigger mod øst, mod den gamle allierede (eller vel nærmere overmagt) Rusland. Så på den måde er det klassisk kold krig i miniature, og så med de krøller, at præsidenten kom til ved en Orange Revolution med en så høj og blond prinsesse Leya-friseret skønhed ved sin side, at hun nærmest var mytisk, og at han i dag er vansiret i ansigtet, forgiftet under en valgkamp.

Sådan var jeg fascineret af det indtil tirsdag, da Orientering foldede det egentligt ud. For Ukraine 2007 er mere end den klassiske spionroman om øst/vest intriger og giftmistanker. Præsident Viktor Jusjtjenko er “ikke den moderate, demokratisk sindede figur, som vi kender ham fra den orange revolution,” fortalte Thomas Hjortsø i Orientering.
Viktor Jusjtjenko er meget påvirket af lederen af sin administration, Viktor Paloha, der har fortid som mafialeder. På samme vis er premierministeren støttet af en flok “regulære gangstere”.

Ukraine er således en klassisk spionroman rørt op med Godfather-fortælling, garneret med mytisk gudinde og med et gammelt litterært træk, hvor alle for eksempel hedder Viktor.
(Ligesom i Forbrydelse og Straf, hvor alle veje hedder bogstaver eller i Reservoir Dogs, hvor alle hedder farver.) Ergo burde al det her nærmere have stået i mit Bückerei. Sagen er bare, at jeg ikke læser hverken spion- eller Godfatherbøger. Jeg nyder kun virkelighedens. Så meget faktisk, at ugens Ukrainefortælling helt har fortrængt en mulig nyhed fra min hukommelse

Nå jo … Bjarne Riis tilstod, men der blev ikke sagt noget, der ændrer noget som helst, og der var på ingen måde tale om en dramaturgi, der nåede Ukraine til sokkeholderne.

Tags: Litterært, Smager af kold krig, sport

Dette indlæg blev udgivet den torsdag, 31. maj 2007 kl. 03:27 og er gemt i Journalist & sådan. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.