Hun sad bare og spiste sin cafémad – noget i hvid sovs – i hjørnet nede på Birdies, lørdag aften. Han sad overfor hende og røg cigaret. Han havde vendt stolen, så han ikke kiggede på hende, men sad og røg og snakkede ud i rummet. Der var dog ingen tvivl om, at det var til hende, da han sagde: “Ja, fortsæt du bare med at spise, hvis du gerne vil være fed.”
Det gav hende tre svarmuligheder. Man griner, man græder, eller også sparker man ham hårdt over benet, måske i kombination med en af de to andre. Hun kunne ikke have slået ham med fuld kraft og hilsen til hidsig Miss Piggy. Han sad for langt væk. Men hun kunne godt have sparket ham over benet.

I stedet spiste bare videre, som om han havde ramt plet, og det virkelig var hendes formål at spise sig fed i mad fra café. Imens stod kæften ikke stille på ham. Han knævrede og røg, og var ikke opmærksom på eventuelle svar og kommentarer fra hende. Der kom heller ikke noget. Ikke noget vi kunne høre. Ikke noget der blev sagt ligeså højt og tydeligt, som hans ord ud i rummet. Og man troede ikke, han kunne overgå sig selv i usympatisk tiltale af kæreste.
Det ved jeg heller ikke, om han gjorde, men han sagde til hende:
“Føler du ikke, at du er blevet mere socialt accepteret, efter du er begyndt at komme sammen med mig?”

Her var der ikke andet rigtigt at gøre end at grine. Men hun syntes åbenbart ikke, det var sjovt. Hun spiste bare videre. Hendes humor var nok blevet spist af hans selvtillid længe før, jeg så dem lørdag aften.

Tags: mad, parforhold

Dette indlæg blev udgivet den mandag, 28. maj 2007 kl. 03:27 og er gemt i Krogsbøll kronologisk. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.