Loading ...Det var ikke det jeg mente, da jeg spurgte til Libanon
Er det omtrent en måned siden, jeg spurgte … Hvad sker der egentlig i Libanon? Baggrunden var, at der var krig dernede i sommer, og Europa efterfølgende sendte soldater. Jeg undrede mig over den stilhed dernede fra. Vi hørte hverken om frem- eller tilbagegang eller stilstand.
Åh, havde vi bare hørt om stilstand. Fået endeløse reportager om hverdag igen, om libanesere, der handlede ind og blev klippet, og om de små lærte at cykle og sjippe.
Men så skal jeg da lige love for, at vi har hørt nyt om Libanon i denne uge. Nu er der igen gang i – og lig i – gaderne, dernede. Især i den flygtningelejr i nord, hvor palæstinensiske flygtninge bor og lærer at cykle og sjippe, når ikke, altså, de bliver besat af libanesiske islamister, som de gjorde i denne uge, og flygtede i et minimum af en våbenhvile, som de gjorde tirsdag aften.
Men det kunne nu have været fedt, hvis vi havde hørt lidt om Libanon i de omtrent otte måneder, hvor Israel og Libanon ikke bombede hinanden. Så havde vi kendt forskellen imellem før og nu. For måske har situationen i Libanon hele tiden været sådan, at det bare var et spørgsmål om tid, før krigerne blomstrede op igen.
Det mindsker unægteligt nyheden noget. Alligevel er bombardementerne mellem Israel og Libanon ugens nyhed i denne uge.
Mindes fødselarer og koldkrigsforbrydelser
Så var der to runde fødselsdage denne uge. Irmapigen fyldte 100 i mandags, Tintins far og tegner, Hergé ville være fyldt 100 i tirsdags. Det er jo ikke nyheder, det ved jeg godt. Det er lejligheder til at mindes.
Det samme kan man sige om nyheden om, at England gerne vil, men ikke kan få udleveret en tidligere KGB-agent, der er mistænkt for mordet på Litvinenko. Det er egentlig ikke så væsentlig en nyhed i sig selv. Men den gav mulighed for at se billedet igen af den lidende, afkræftede ex-KGB’er, og til at gyse – som var det fiktion – over det eksotisk klingende mordvåben, Polonium 210, over agentliv og koldkrigsforbrydelser.
