Madsens debut, Tellers kat og Hemmingways ikke-fisk: Sidste mandag var det årets bogdag. En anledning til at scrolle sine egne bogoplevelser igennem og vurdere, hvor meget godt og skidt, man har fået læst.
Så det gjorde jeg og synes selv, jeg fremstår som total jubelidiot, når jeg læser de omtaler, jeg har skrevet her på Bückerei. Selv de bøger, jeg kritiserer, bruger jeg langt flere bogstaver på at rose. Det udvander unægteligt ros, at der er så meget af den, så nu vil jeg tage forbehold, og der er flere ting at sige om kedelig litteratur.

Stædig sluges stille romaner
For 11 år siden læste jeg Ernest Hemmingways Øen og Havet. Jøsses, hvor er den kedelig, sådan rent objektivt. Alligevel slugte jeg alle 350 sider, efter at have tygget hver bid grundigt. For det var en sej bog. Især står det afsnit klart, hvor hovedpersonen og hans to sønner er ude og fiske og ikke fanger en stor fisk. De bruger 11 sider på ikke at fange den, og sådan er der mange ting der ikke sker – i et langsomt tempo, med bittesmå bogstaver og endnu mindre margener.
At jeg fik gnavet mig stødt og roligt gennem Hemmingway, skyldes selvfølgelig, at jeg er sådan en, der gerne vil have de store navne i blodet, for at kunne tale med, og for at føje til min indre tjekliste. På den liste har jeg for nylig sat hak ved Hermann Bang, (og i forhold til Øen og Havet var Tine en knaldroman).
Når det er sagt, må jeg indrømme, at det kun lykkedes mig at læse bogen færdig, fordi min egen tilværelse dengang var noget uforanderlig og – nå ja – stille. Stille bøger er gode til en stille periode. Når jeg har det stille, kan jeg sagtens grave mig ind i en stemning og dvæle ved detaljer i sprog uden fremdrift. Noget der er langt sværere i fyrrige perioder, hvor andre bøger fremstår umådeligt ligegyldige.

Kritik til Svend Åge
I en periode som nu, har jeg for eksempel opgivet at komme igennem Jakkels Vandring af Svend Åge Madsen. Her er ellers tale om en ganske lille bog på under 200 sider, og her er tale om en forfatter hvis andre bøger, jeg har slugt frådende og betaget. (note: Skægt, at man kan sluge en bog og være opslugt af en bog, samtidig.)
Simpel skuffelse over en forfatter, jeg havde forventninger til, kan godt være grunden til, at jeg opgav bogen. Måske kan det også tænkes, at den bare er dårlig. Det var jo hans første bog, og debutbøger behøver jo ikke være af Laurbær-kvalitet, selvom det har virket såden de seneste par år.
Endelig kan det være min tilværelse som den er nu, der ikke egner sig til en bog, som Jakkels Vandring og de syv fortællinger om den samme vandretur i Jylland. Hovedsagen er, at jeg synes den var kedelig. Ergo, jeg er ikke jubelidiot. HA! Ingen ros til Jakkels Vandring fra mig!
Når jeg nu omsider er igang, frister det gevaldigt at hive Janne Tellers Kattens Tramp med ned i sumpen af kritik og ufuldendte bøger. I lighed med Jakkels Vandring har Kattens Tramp en handling, der bevæger sig fremad med tøvende skridt.  Så selvom man sort på hvidt (bogstaveligt talt) læser sig frem i handlingen er man hele tiden i tvivl om, om der egentligt sker noget af betydning for handlingen, eller om det bare er løsrevne scener, man bliver spist af med, fordi den fremadskridende handling ikke interesserer forfatteren, når det kommer til stykket.
Forelsket i de to små ord – kattens tramp
Men jeg har ikke helt opgivet Kattens Tramp endnu. For prøv at læse titlen igen: kattens tramp, kattens tramp, kattens tramp.
Det er smukt og fuldendt og findes ikke bedre. Jeg kan i hvert tilfælde ikke finde på noget, der når oplevelsen af ordene “kattens tramp” til sokkeholderne. Betydningen er jo raffineret, fordi en kat ikke kan trampe, og så fordi det samtidig ikke er helt så oplagt at sætte katte i forbindelse med tramp, som man fx gør med mus. Når musen siger til sin ven elefanten “hør, hvor vi tramper”, er det bare skægt, fordi det er så åbenlyst modsat. Når en kat tramper er det ikke modsat noget. Jeg forestiller mig nærmere, at en trampende kat er en, der er så indigneret, forarget eller forbandet, at den ikke finder det tilstrækkeligt at gå fornærmet væk, som katte jo ellers gør. Måske har den vendt sig fornærmet, for så at opdage, at den må gøre mere. At det er nødvendigt at tage værktøjer i brug, den aldrig har haft brug for før. Så foretager den lige et enkelt tramp. Kattens tramp.

Kritisér den, dog
Jeg bliver helt kuldret af at skrive det, og bliver det også, når de to ord på omkring hver 8 – 10. side dukker op i bogen. “Kan du høre katten tramper?” står der. Det fylder højst et par linjer, og så gyser jeg af fryd. Er fjollet forelsket i de ord, så jeg slæber mig igennem endeløs, fragmenteret handling, der på ingen måde fanger min interesse, bare for at mærke frydehårene rejse sig i nakken, når der fx på side 94 står:
“Der er ikke noget i vejen, ikke andet end at jeg er igang med at myrde den eneste kat der nogensinde har trampet for mig”.
Igen bliver jeg helt kuldret, synes bare det er så smukt og raffineret, og råder i samme åndedrag: Hvis du ikke synes det, så hold dig fra bogen. Resten af de 374 sider er kedelige. Sådan: Kritik til Teller.

Tags: Kedeligt

Dette indlæg blev udgivet den mandag, 30. april 2007 kl. 03:27 og er gemt i Bückerei. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.