Fra smørhullet (2004): Hvis du ææælsker Nynne og Bridget Jones og den slags chick-litt, så er Kirsten Hammanns Fra Smørhullet den næste bog, du bør læse. Den er ligeså hurtig at læse og handler også om en kvinde i 30erne i storbyen.
Hun hedder Mette og er ligeså almindelig på den særlige måde, som dagbogsskribenterne Nynne og Bridget. Den eneste forskel er, at Mette ikke synes, der er noget at grine af.

Nynne og Bridget synes, det er skrupskægt, når de kommer til at dumme sig, når de må bedøve manglen på forandring med is og tv, eller når bliver udsat for spøjse typer og situationer, fordi det er “SÅ TYPISK DEM”. Og som læser synes jeg, det er fedt, at de er så selvironiske, og det er jeg da også selv. Nogen gange.
Andre gange bliver det bare for meget (som Dan T si’r), og så er det svært lige at se det sjove før i morgen, når det er lidt lysere.

Derfor er det en fornøjelse at læse Fra Smørhullet. Mette tør at lade være at grine og slå alting hen med ironiske kommentarer. På den måde røber hun flere gange gennem bogen, at det ikke sjovt, når man ikke får opfyldt sine drømme – selvom man måske godt kunne lave jokes om det.
Vi andre laver de jokes, men det gør Mette ikke. Hun opgiver i stedet at drømme og tænker såvidt muligt ikke mere over det.

Bogen følger Mette, mens kæresten går fra hende, og hun bare lever igennem dagene og årene. Hun har et helt almindeligt liv, der måske er lidt kedeligere end det gennemsnitlige, men på den måde fremhæver alle de kedeligheder, der er uundgåelige og usjove i en tilværelse. Og set fra den vinkel er det faktisk det fine ved Fra Smørhullet, at den ikke er sjov og ikke tager pis på det hele.

Mette dør alene
“Lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, Michael Hviid Jacobsen, har forsket i danskernes forhold til døden. Han siger, at et uhyggeligt højt antal ældre eller sociale udstødte dør alene, og inden da har de allerede været døde i social forstand.”
Det stod der i Berlingske Tidende den 18. februar i år, og sådan en bliver Mette, selvom hun har masser af venner og omgangskreds. Også derfor er bogen tankevækkende, og Mette er møgbange for døden hele vejen igennem. Men hun glemmer det, når der er noget godt i tv eller slik på tilbud i Brugsen, og så kommer det tilbage, når filmen er slut.
(Og nu bliver jeg så fristet til det morbide spørgsmål, om ikke også det er sandsynligt, at Nynne og Bridget dør alene.)

Men bare til sidst: Læs om Mette. Hun giver god balance i det strategi-ironi-univers hendes muntre medsøstre taler for.

Tags: dansk, Nynne

Dette indlæg blev udgivet den lørdag, 31. marts 2007 kl. 03:27 og er gemt i Bückerei. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.