Michael Laudrups tænder (2005): I hvert fald sluprede jeg den på to aftner og en lørdag eftermiddag for et års tid siden. (Så nedenstående er en gammel mail, jeg har støvet af til brug her.)
Jeg gik åbent til den, men overordnet må jeg altså give mig selv ret i mine fordomme om forfatterne og handlingen i en bog sat sammen af private mails: De er da lidt for selvfede, taler lidt for meget om de kendte mennesker de omgås og om deres egne “jeg er jo nærmest selv kendt, når jeg er journalist i landsdækkende medie” egoer. Især Camilla på Politiken, synes jeg. Men samtidig er der de der GULD-kommentarer, som gør, at man griner højt, når man læser og “kender det!”.
Det forvirrer lidt i stuen, når jeg lige har redegjort for, hvor skidt og ligegyldig bogen er og bagefter griner lige ud i rummet. Fx over sætninger som: “Åh lille søde selvtillid, hvor er du bare en lorteveninde”. Det er simpelthen lige på kornet.

Hvad med Vestegnen, så?
Hende der Majse Njor havde jeg det til tider lidt svært med: Alt hendes ynk over at bo dyrt i et lillebitte hus i Gentofte. Jeg blev ved med at vende øjne og tænke at: Hun ku’ sgu da bare flytte til Vestegnen, så. Der ville hun ku’ få meget mere til samme pris. Men sagen er vel, at det giver bedre smag i munden at holde sig hævet over sippede mødre end lønmodtager-mødre i mødregrupperne og over mærketøjsbørn end Bilka-tøjsbørn i institutionerne.
Jeg har svært ved at skjule min provinshævdende hovedrysten over den slags fnidder.
Men så slog det mig, da jeg blev irreteret over noget andet ved hende: På Vestegnen ville det simpelthen være mobbe-grund at gå rundt og hedde Asta-Maja, Betty-Marie og Cornelia, som hendes børn gør … eller for den sags skyld Majse. Og hendes mands navn Axel er også lige lovlig Farmer-Wanna-be.

Men Asta-Maja, Betty-Marie og Cornelia? Selv hvis man hev dobbeltnavnene fra hinanden ville det kun være Maja, der duede på Vestegnen (i hvert fald da jeg boede der, hvor der var både en Maja C og Maja L i klassen). Asta er for fint og Marie “lider af” det samme som Axel … for landligt. Så hellere Maria – her var også to og i flere perioder tre … man ku’ også hedde Jan (to stk.).
Selvfølgelig er det meget fair, at ikke alle børn hedder Søren og Mette. På Vestegne var der enkelte afvigere som fx Jennifer, Patricia og Bianca. Her kunne Cornelia måske godt passe ind.

Hilsen til Nynne
Så det jeg mangler er den betragtende kommenteren, man bedre kan lave, når man skriver i 3. person end når man spreder sit eget liv ud på siderne.
Da Nynne har kaldt sin søn for Elliot, skriver hun i sin dagbog (Nynnes Dagbog), da han er 18 måneder: (og nu citerer jeg lige, fordi jeg har tænkt på det hver gang, Maise Njor skriver om sine dobbelt-navne-børn):
“Er det dumt, at han hedder Elliot? Vænner mig sgu aldrig helt til det navn … Og leder helt åbenlyst efter reaktioner i folks øjne, hver gang jeg præsenterer ham v. navn. De skal bare løfte en øjenvippe, før jeg m. et ironisk skuldertræk skynder mig at sige, at det er noget, han selv har fundet på. Og at vi ikke orkede at tage konflikten med ham.”
Da har opfundne piger som Nynne lidt nemmere ved at være benhårde selvironiske end de andre to i Michaels Laudrups tænder.
Men ellers: En bog med meget sjov. Og så opdager man jo, at bortset fra alle de kendte, så er vores tilværelser da ligeså sjove som deres. Og det er jo ret fedt, selvom vi ikke udgiver os på bog, men bare letter lidt på sløret i en blog hid og did uden fortjeneste og presseomtale.

Tags: dansk, humor, Nynne

Dette indlæg blev udgivet den søndag, 18. marts 2007 kl. 03:27 og er gemt i Bückerei. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.