grillbaren lukker nu
Lones lukkede stamsted

Kataloget er på gaden, forår er på vej.

Bogudsalg: Da jeg var lille, var det BRs katalog op til jul. Fra jeg var 10 – 11 år blev det overhalet af glæden ved Daells Varehus’ monsterbibel af et katalog op til sommerferien. Så skulle jeg både have nyt badetøj, nye smarte t-shirts, måske en solbrille og måske fik jeg lov at få nogle af de øreringe, der lå i kæmpekasserne og lokkede. Ofte var her tale om plastik i elementærfarver.

Så det var en fest, når vi fik kataloget, og jeg bladrede glittersiderne tynde, til jeg kunne dem udenad. Så var jeg ikke bare helt klar over, hvad for noget tøj jeg kunne være sikker på at få, og hvad jeg kunne være heldig at tiltuske mig hos sin mor, hvis stemningen var god. Jeg vidste også godt, hvilken en af de kvindelige modeller, jeg helst ville være, når jeg blev stor, og hvad af tøjet jeg helt vildt godt gad at have, hvis jeg var 16 år.

Nu er jeg så ikke 16 år længere, og de elementærfarvede plastikøreringe er røget ud af modekatalogerne for anden gang. Men nu er jeg også ligeglad med det. Nu bliver jeg høj hvert år, når Det store Bogkatalog kommer i butikkerne. I mandags spurgte jeg boghandleren, hvornår udsalget begyndte, i onsdags klynkede jeg for mig selv over, hvor kataloget dog blev af, og torsdag var det så. For øvrigt tager jeg altid det fra Arnold Busck i avispapir. Det virker ligesom mere ægte og rigtigt, og der står vidst også mange flere bøger i, end i fx Gads og BO-bøgers.

Nu 1½ døgn senere har jeg bladret det flere gange igennem. Jeg har også sat stjerner med tuschpen ud for “helt sikkert have” og små EVT’er ved dem, jeg helt vildt godt gad at have, hvis jeg var en, der tjente lidt flere penge om måneden. Næste skridt bliver at graduere EVT’erne. Jeg skal sgu’ ku’ min prioritering på torsdag, når jeg står i det vidunderlige kaos af bjerge af billige bøger, og der viser sig at være råd og mulighed for bare nogle af de dyrbare EVT’er.

Men hvordan er det så – kataloget for i år?
I år bombarderede kataloget mig med klassikere. I flere år har der været meget Hemmingway på udsalg, men de klassikere, der fylder siderne i år er endnu mere storslåede og eksotiske. Første eksempel står på side 3, Simone de Beauvoir, Det andet køn 1 – 3. 175,-. Her fik jeg den der fornemmelse af: hende har jeg da hørt om, synes jeg, og det her da bestem noget. Så i første omgang fik den sit helt eget TJEK under sig, og det gjorde jeg så, og det er noget. (Nu bliver det nørdet, men:) I opslagsværket “Kvindelige forfattere – kvindernes litteraturhistorie fra antikken til vor tid”, som jeg vidst også engang har købt på bogudsalg, står der: “Skulle man vælge to og kun to navne i 1900-tallets kvindehistorie blev det Simone de Beauvoir og Virginia Woolf. Til hver af dem er der for altid knyttet en titel, Det andet køn henholdsvis Eget værelse.” Havde Virginia Woolf været en del af årets udsalg, var det givetvis hende, jeg havde sat kryds og stjerne ved. Men hun er ikke med. Det nærmeste man kommer er en fotobog, der hedder Lighthouses, og så altså Det andet køn 1 – 3. Så den tager jeg.

Af andre pompøse klassikere vil jeg jublende nævne: Scott F Fitzgerald, Den store Gatsby til 99,90; Chareles Dickens, Store forventninger og Günther Grass, Bliktrommen. Begge til 49.90, begge forsynet med EVT i mit katalog.

Så er der på engelsk, The Complete Work of Oscar Wilde til 349 kroner og John Miltons Paradise Lost til 149,-. Her har jeg sat en ret insistererende tuschstjerne. Folk retter altid ryggen, når de nævner det værk, og jeg har også lige grebet mig selv i at skyde brystet frem og sætte næsen i sky. Desuden har Doré illustreret (Det er ham fra Dantes guddommelige komedie), og jeg er sikker på, at jeg bliver glad, hver gang mine øjne falder på den bogryg i reolen. Samtidig vil jeg jo formodentlig få den læst og oplevet på et tidspunkt, når jeg har smilet til den rigtigt længe. (På samme måde har jeg brugt noget af vinteren på at gumle mig igennem Forbrydelse og Straf, efter tre års flirt med dens sorte bombastiske bogryg. Og det var for øvrigt vældigt.)

Men giv da de levende en chance
Selvfølgelig er det ikke udelukkende klassikere. Til min store overraskelse (og nok også til Knud Romers) er vinder-af-alle-priserne-bogen Den som blinker er bange for døden også i kataloget. “Vejl. pris 229,- NU KUN 149″. Her har jeg en sær holdning om, at det er snyd at købe så nye bøger på udsalg. Så jeg lader være … tror jeg nok, jeg har besluttet. Til gengæld ved jeg udmærket godt, at jeg bør købe Janne Tellers Kattens Tramp. Vidst nok en forholdsvis ny bog, vidst også en ret god bog. Til sølle 99,-. Så giv da de levende forfattere en chance. Men jeg gør det ikke, tror jeg. Bogudsalget er et benhårdt prioriteringsprojekt, og her vinder Inger Christensens Sommerfugledalen, 49,90. Der står i hvert fald en stjerne, mens Kattens Tramp kun er tildelt et EVT.

Intet er dog sikkert endnu. Bogudsalget begynder 1. marts, kataloget bladrer jeg igennem dagligt og uden for min indflydelse ligger faren for UDSOLGT. Den faktor har før væltet planlægning og forhåbninger.

Share and Enjoy:
  • Digg
  • Facebook
  • Google
  • LinkedIn
  • E-mail this story to a friend!

Tags: , , ,

Skriv en kommentar