Skønheden hænger på træerne (2006): Jeg kan ikke komme uden om det. Jeg er grebet (mand altså! er du grøn, hvor er jeg grebet) af Ursula Andkjær Olsens digtsamling, Skønheden hænger på træerne.
For det gør den i hendes digtsamling. Hun kommer legende let til beskrivelser og billeder, der er skønne. Og selvom jeg ser mig selv som bymenneske – eller efterhånden rettere provinsbymenneske – så rammer hendes billeder af grøn, af græs, af kilder og natur mig lige i maven, hvor det gør godt.

Jeg må tilstå, at selvom bogen er fra sidste efterår, og jeg fik den til jul, er jeg først nu i gang med første gennemlæsning. Men jeg lover: Det bliver ikke den sidste.
Det betyder, at jeg endnu ikke kan finde velvalgte linjer, der kan slutte denne minihyldest til Ursulas digtsamling. For det er ikke en bog med mange adskilte digte. Det er et langt digt, der hænger godt og grundigt sammen. Så jeg skal ha’ slugt det hele, og slugt det en gang til og måske fordøjet, før jeg kan finde de skønneste linjer i Skønheden hænger på træerne.
Dog kan jeg sige med umiddelbar jublen, at det er da skønt, når hun skriver:
… Nej, ikke alligevel. Jeg ville have skrevet noget om, hvordan hun nogen gange skriver “stjernere”, hvor andre ville nøjes med “fjernere”. Men så gør jeg det ikke alligevel. For hele bogen (i hvert fald indtil side 107) er så proppet med skønhed, at jeg ikke kan bære at fremhæve nogle linjer og dermed nedtone andre.

Tags: dansk, poesi

Dette indlæg blev udgivet den søndag, 18. februar 2007 kl. 03:27 og er gemt i Bückerei. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.