Troede vækkeuret lavede fis med mig. Det ringede klokken 6 mandag morgen, men da havde jeg ret svært ved at tro på, at klokken virkelig var 6. Tænkte: Vækkeuret ringer, og så ligger det bare og fniser, mens jeg søvnbaldret måbende slukker og vaklende kommer på benene.

Min seng er en madras på gulvet, så når man er søvnbaldret er det lidt af en operation at komme helt op at stå. Kunne nu se for mig, hvordan vækkeuret rullede rundt af grin, fordi det ringede to timer for tidligt – og jeg hoppede på den.

Ugen slut – det kedelige ligger tilbage
Ak. Var det bare så vel. Men klokken var virkelig 6, og endnu engang viste det sig, at vækkeure ikke har humor. (Eller måske har de en meget underfundig, raffineret humor, som mennesker ikke forstår og opdager om morgenen).

Siden da er ugen bare fløjet. Således har jeg ikke nået ret meget af det kedelige, jeg skulle have klaret i denne uge: Jeg fik vasket og lagt i tørretrumleren tirsdag, men opdagede først det tørre tøj her til morgen. Mollys havebarnevogn, som vi kun bruger i weekenden, var for en halv time siden fuld af de birketræs fnulderting, der samlede sig i vognen sidste lørdag. Så nu sad Molly og gned øjne på min venstre arm og forlangte Barnevogn! Formiddagslur NU!

Jeg har kun fjernet det birkefnulder, jeg kunne ryste væk med en arm, inden hun blev lagt.

Chips i cykelskuret, god tid på lang sigt
Først i går fik jeg handlet. Allerede mandag manglede vi småting, så måltiderne blev mere og mere opfindsomme som ugen gik, og i går – fredag – var køleskabet kørt helt i bund, da jeg tog en lang indkøbsseddel og nogle tomme flasker med ned i Fakta.
Rundt om i huset ligger stadig festrester fra i lørdags: Chipsposer, vi ikke fik taget hul på roder i cykelskuret. Stængerne fra pavillonen flyder i underetagen (hvor de gør sig umage for at fylde alt, hvad de kan), og foran barnevognen-fuld-af-birkefnulder lå presenningen i vejen. Den fik jeg heldigvis også væk med træt baby i armene.

Moralen er: Man klarer den jo alligevel! Uger, hvor man ikke når det kedelige, er slet ikke så tossede, og jeg kan sagtens leve med at  mangle timer. Ikke mindst nu, hvor jeg har læst i Berlingskes Nyhedsmagasin, at “i 2040 vil gennemsnitsalderen være 50 procent højere end i dag.” Det betyder, at jeg nok bliver over 100 år. Med andre ord, har jeg tid nok – på lang sigt.

Kalder, kalder Frankfurt
I køkkenet går tiden stærkt. Eller køkkenuret gør.
I to ugers tid har det gået tvivlsomt, så vi pillede det ned, for at mindske forvirringen. Nogle morgener var det fem minutter bagud, til andre tider et hvarter foran. Det var overhovedet ikke til at regne med, og jeg kan godt blive småstresset, når uret viser fem – ti minutter for meget om morgenen.

Køkkenuret er ikke sådan et ur, vi kan stille. Det stiller sig selv ved at kommunikere med “Det Store Ur”, der vist hænger i Frankfurt. Lige da vi fik det, blev vi oppe, da tiden skulle stilles en time frem om foråret. Så hvordan viseren tog en hurtig runde, så klokken på ingen tid viste tre i stedet for to.

Siden i går morges har den store viser taget hurtige runder konstant. (Så måske uret i Frankfurt har humor.)

Det tager kun cirka 4 minutter at køre tolv runder. Den store viser hakker lidt, når den når ni-tallet og skal slæbe sig det sidste stykke opad mod 12. Men ellers: HUHEJ for en fart og en gejst. Hvad tænker Frankfurt dog på? Og hvor mange Frankfurt-styrede ure har mon lige så travlt som vores?

Vi har hængt uret op igen.

Dette indlæg blev udgivet den lørdag, 28. august 2010 kl. 09:54 og er gemt i Journalist & sådan, Krogsbøll kronologisk. Du kan følge alle svar til dette indlæg via RSS 2.0-feedet. Du kan skrive en kommentar, eller sende et trackback fra dit eget site.